Randers FC hentede i starten af juli den amerikanske midtbanespiller Perry Kitchen, som er gået direkte ind i startopstillingen hos kronjyderne - han har således spillet fuld tid i alle kampe indtil nu.
Han har dog endnu ikke været i stand til at hjælpe klubben til sejr. Randers har tabt tre kampe og spillet tre kampe uafgjort i Superliga-sæsonens indledning.
På trods af det er amerikaneren faldet godt til.
- Jeg er stadig ved at vænne mig til det. Jeg har kun været her i halvanden måned. Men jeg føler mig godt tilpas blandt gutterne. Så det har været en positiv oplevelse indtil nu. Men vi skal være bedre og få de resultater, vi har brug for, siger Perry Kitchen til TV2 Østjylland.
Randers FC skal i weekenden en tur til det nordsjællandske, hvor oprykkerne fra FC Helsingør venter. Den kamp spilles lørdag eftermiddag klokken 15.00.


Randers FC
3F Superliga






























