Ringkøbing overvintrer på en sjetteplads i 2. divisions gruppe 1, og holdet har med seks point ned til Dalum på syvendepladsen gode muligheder for at spille sig med i forårets oprykningsspil.
En af de spillere, der har været en fast del af Ringkøbing-mandskabet i efterårssæsonen, er Simon Vesterbæk, der har medivrket i samtlige af holdets 16 foreløbige kampe i 2. division.
Den blot 20-årige forsvarsspiller fik kun ganske få minutter på grønsværen i slutningen af sidste sæson, og han har derfor været glad og overrasket over den startplads, han har tilspillet sig i efteråret.
- Personligt har efteråret været godt. Jeg har fået spillet en masse og forhåbentlig efterladt publikum, trænerstaben og fansene med et positivt indtryk. Inden sæsonen havde jeg ikke turdet håbe på, at efteråret ville have forløbet, som det er tilfældet.
- Jeg har ikke tænkt så meget over, at jeg var den nye i start-11'eren, men blot forsøgt at være mere og mere toneangivende for hver kamp, hvilket, jeg synes, er lykkes, fortæller den unge forsvarsspiller til klubbens hjemmeside.
Selvom Ringkøbing overvintrer i den bedre halvdel af tabellen, mener han stadig, at holdet kan hæve niveauet efter vinterpausen.
Derfor ser han også frem til igen at give den gas på grønsværen, når forårssæsonen fløjtes i gang.
- Spillemæssigt føler jeg ikke, at vi som hold har vist, hvad truppen har niveau til. Vi har fået mange point på vilje og vindermentalitet, hvilket er klasse, men spillemæssigt kan og skal vi lægge yderligere på i foråret, siger Simon Vesterbæk.
- Jeg glæder mig til at tage hul på forårssæsonen. Vi har spillet os i en god position, men jeg føler klart, at vi skal måle os med holdene over os og kigge opad i tabellen. Jeg håber, at vi kan ramme et højt spillemæssigt niveau, hvilket vil resultere i en god placering i slutspillet.
- Personligt håber jeg, at jeg kan fortsætte den gode stime med masser af minutter og samtidig blive endnu mere kampafgørende i begge ender, fortæller han afslutningsvis.
Ringkøbing indleder forårssæsonen den 8. marts 2019 klokken 19 med en udekamp mod Skive.


Ringkøbing
CampoBet 2. division































