2. Division -Rittig om Kolding-skifte: Var på vej til Aarhus
Foto: Middelfart Boldklub
2017-07-19 13:29:10
Foto: Middelfart Boldklub

Rittig om Kolding-skifte: Var på vej til Aarhus

Jakob Rittig var efter bruddet med Middelfart egentlig på vej til at finde sig en klub i Aarhus, hvor han bor og arbejder - men så kom Kolding IF på banen, og det tiltalte ham meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Jakob Rittig havde for nogle år siden meget stor succes som målscorer hos Skovbakken. I sidste sæson skulle han prøve noget nyt og endte hos storsatsende Middelfart. Her fortsatte han med et solidt scoringssnit i efteråret, mens foråret blev mindre succesfuldt.

Nu har Rittig forladt Middelfart og skal fremover tørne ud for Kolding IF - men det lå ikke i kortene.

- Jeg var egentlig på vej tilbage til Aarhus, men fik en god snak med Ulrik (Pedersen, sportschef, red.), som kontaktede mig. Det lød bare virkelig spændende, og så er det jo faktisk en stor klub.

- De har gang i et spændende projekt i et godt setup med store ambitioner - og så betyder det da også noget, at klubben kun var én kamp fra at rykke op i sidste sæson, siger Jakob Rittig til bold.dk

Bruddet med Middelfart faldt ganske naturligt for Jakob rittig.

- Der var flere ting, der gjorde det. Jeg er lærer og arbejder i Aarhus, og jeg troede egentlig, at jeg ville til at stoppe med den køretur. Samtidig var det lidt småt med spilletid i det sidste halve år - og det er ikke så sjovt at køre helt til Middelfart for at sidde på bænken, siger han.

Men den 29-årige angriber har altså fortsat mod på fodboldlivet og fortsætter med en lang køretur - nu til Kolding, hvor han har trænet siden i mandags.

- Jeg synes, Kolding passer godt til mig. De spiller noget offensiv fodbold og scorer altid mange mål, så jeg håber selvfølgelig, at jeg kan få scoret en masse mål igen, siger Rittig, som også håber på succes for holdet som helhed.

- Vi skal i oprykningsspillet og forhåbentlig sørge for, at der kommer nogle point med over. Men man skal heller ikke være blind for, at klubben lige har mistet en stak spillere - så det er et lidt andet udgangspunkt i forhold til i sidste sæson.

Jakob Rittig har lavet en halvårig aftale med Kolding IF.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce