Nytilkomne Robin Olsen ser ud til at få kortere vej til pladsen mellem Cagliari-stolperne i de kommende måneder.
Serie A-klubbens keeper Alessio Cragno forventes nemlig ude i flere måneder, da han skal opereres for en skulderskade.
Det skriver Football Italia torsdag.
Målmanden har haft bøvl med skulderen i en længere periode efter et uheldigt fald i sæsonforberedelserne, og det var formentlig også en af grundene til, at Cagliari hentede den tidligere FCK-keeper Robin Olsen til klubben i slutningen af transfervinduet.
Cagliari-keeperen skal opereres lørdag, og han forventes ude i længere tid. Så længe, at klubben ikke har registreret ham i Serie A-truppen.
Robin Olsen er lejet ud til Cagliari fra den italienske hovedstadsklub AS Roma.


Cagliari
Serie A






























