






B93 vandt i forårets første runde over Greve efter at have været en mand i undertal i over en time. Lørdag blev B93 igen ramt af en udvisning, da de mødte Brabrand, og denne gang blev det til nederlag.
Topholdet fra Aarhus-egnen vendte kampen fra 1-2 til 4-2 efter det røde kort, og det ærgrer B93-træner Sune Lærkedahl Jensen.
- Det var det røde kort, der gik galt. Vi førte 2-1, og så fik vi et rødt kort, og de fik et straffespark og scorede til 2-2. Derefter blev det en forsvarskamp, og så scorede de så kort før tid og igen, da vi begyndte at satse til sidst, siger B93-træneren til bold.dk.
- Det er frustrerende og ærgerligt. Det positive er, at vi matchede dem på deres fysik og power. Det var en svær bane, men vi gjorde det godt. Vi havde svært ved at spille vores eget spil på grund af banen, men tog nogle andre midler i brug, og det klarede vi godt, siger Sune Lærkedahl Jensen.
I den første kamp spillede B93 som sagt i undertal i over en time. Lørdag var det begrænset til lidt mere end en halv time - og indatsen frem til det røde kort glæder cheftræneren.
- Vi var fint tilfredse. Det var en rodet kamp på grund af banen. Der var mange lange bolde og mange dueller, men spillerne matchede Brabrand på fysik og intensitet. Vi var på vej mod et godt resultat, men det røde kort vendte kampen på hovedet, siger han.
- Det er svært at måle noget efter det røde kort. Vi havde bedre mulighed for at spille med 10 mand mod Greve, fordi banen i den kamp var bedre. Men når vi ikke kan spille vores eget spil og er i undertal mod et tophold, så er det svært, siger Sune Lærkedahl Jensen.
B93 har et erklæret mål om at ende i top-to og snuppe en af oprykningspladserne. Efter lørdagens kamp er man fortsat nede som nummer fire, og Sune Lærkedahl Jensen skeler ikke meget til stillingen.
- Vi kigger mest på vores egne præstationer lige nu. Der er lang vej igen og stadig 42 point at spille om, så vi skeler ikke så meget til, hvordan de andre hold gør det. Vi kigger mest af alt på, hvordan vi selv præsterer, siger han.
- Hvis vi bare kan sørge for at få nogle resultater, så er der alligevel ingen grund til at kigge på de andre. Det begynder vi måske på, når der er fire-fem kampe tilbage. Men lige nu er der slet ikke fokus på det, siger B93-træneren.
Sune Lærkedahl Jensen kom til B93 i løbet af vinterpausen, og han udtrykker glæde over den udvikling, han har oplevet, siden han kom til.
nicolai@bold.dk


B.93
CampoBet 2. division























