I slutningen af februar skiftede André Rømer en tilværelse i Randers FC ud med svenske Elfsborg, hvor han har skrevet en lang kontrakt til udgangen af 2024.
Den 27-årige midtbanespiller er med det samme blevet fast mand i klubben, der sidste år vandt sølv i Allsvenskan, og Rømer er hidtil meget tilfreds med sin første tid i Elfsborg og byen Borås.
- Det har selvfølgelig været anderledes, og selvom svensk og dansk ligner hinanden meget, er det ikke alt, jeg forstår, så jeg skal virkelig spidse ører til taktikmøder og sådan.
- Det har været spændende og hårdt på samme tid, for der er overraskende mange praktiske ting, der skal tænkes på, når man flytter til et andet land.
- På banen har det været nemt at falde ind på holdet. Jeg er gået direkte ind i startelleveren og har fået vist tillid fra dag ét, så det har været fantastisk, siger André Rømer til bold.dk.
Danskeren flyttede i første omgang alene til Sverige grundet corona-situationen, men sidenhen har han fået familien med til den nye destination.
Holst som go-to guy
I Elfsborg er André Rømer blevet holdkammerat med to landsmænd i form af Jeppe Okkels og Frederik Holst, som har hjulpet hele processen med at falde til godt på vej.
- Det har bestemt gjort det lettere. Holst er lidt min go-to guy, når jeg har et spørgsmål om et eller andet. Han har været rigtig god til at hjælpe mig på plads og få styr på nogle ting.
- Det er fedt, at der er nogle danskere heroppe, og vi har også allerede spist sammen et par gange og lært hinanden endnu bedre at kende, siger André Rømer.
I forvejen kendte han Frederik Holst en smule, og han var også med til at overbevise Rømer om skiftet.
- Jeg har spillet mod Holst, og vi har sgu nok også været på nogle landsholdssamlinger sammen, da vi var 15-16 år. Han er ikke min årgang, men blev rykket op, så jeg kendte lidt til ham.
- Inden mit skifte snakkede jeg med ham om, hvad Elfsborg er for en klub, om han var glad for at være her og sådan. Han havde kun gode ting at sige om klubben og byen, så han gjorde i hvert fald ikke mine overvejelser sværere, fortæller André Rømer.
Troede den var død
André Rømers skifte til Elfsborg blev først officielt i slutningen af januar, og midtbanespilleren fortæller, at det gik meget frem og tilbage i ugerne op til afklaringen.
- Den første interesse har været omkring november, tror jeg. Der nævnte min agent, at de muligvis var interesserede, men der var lige nogle ting, der skulle falde på plads. Det var nogle rigtig lange måneder, hvor de skulle have solgt en spiller, og det var ved at gå i vasken flere gange.
- Vi troede egentlig, at den var død, men så fandt vi alligevel en løsning. Især de sidste par uger i Randers var rigtig lange, hvor humøret gik op og ned, i takt med at man troede, at skiftet gik igennem og i vasken.
- Det lykkedes heldigvis til sidst, og jeg tror, at alle parterne er glade for løsningen, siger han.
Var der andre bejlere på banen?
- Der har ikke været noget seriøst. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor meget min agent har hørt, men det har 100 procent været Elfsborg, der er blevet arbejdet på fra starten.
- De var først på banen, og jeg kunne mærke fra starten, at de virkelig gerne ville det her, hvilket også gjorde valget nemmere for mig, siger André Rømer.
Klart et skridt op
Elfsborg kan grundet sidste års andenplads i Allsvenskan se frem til europæiske kampe om et par måneder, mens klubben igen har ambitioner om at spille med helt i toppen af ligaen.
Derfor tøver André Rømer heller ikke med at kalde det et skridt op.
- Det er det klart. Der var ingen grund til at skifte fra Randers, hvis ikke jeg følte, at det var et skridt op, så det er der ikke nogen tvivl om. Vi skal ud og spille Europa til sommer og skal forhåbentlig være med i toppen og spille om de helt sjove pladser igen i år.
- Grunden, til at jeg skiftede, var netop for at spille med i toppen igen. Jeg har været rigtig glad for min tid i Randers, men har også savnet lidt at spille med om de helt sjove pladser, fortæller han.
Generelt oplever Rømer, at der er lidt mere fokus på det tekniske spil i Sverige, hvor Danmark er meget fysisk præget.
- Så stor forskel er der ikke på dansk og svensk fodbold, men jeg vil sige, at det er lidt mere teknisk heroppe. Der er flere hold, der gerne vil spille fodbold, så det skal man selvfølgelig lige vænne sig til, men ellers er der ikke den store forskel.
- Selvfølgelig er der noget med at komme til en ny klub, hvor der bliver spillet på en anden måde end i Randers. Det skal lige ind og ligge på rygraden, men det kommer stille og roligt og bliver bedre for hver kamp, siger han.
Superliga-niveau og kunstgræs
André Rømer har blot spillet tre kampe i Allsvenskan hidtil, men han har allerede dannet sig et godt indtryk af niveauet, som er meget sammenligneligt med Superligaen, mener han.
- Jeg synes, det er meget det samme. Ifølge UEFA's liste er Allsvenskan vel en dårligere liga end den danske, men jeg synes, niveauet er meget det samme. Den primære forskel er nu nok, at det er lidt mere fysisk i Danmark og lidt mere teknisk her, siger André Rømer.
En anden forskel er, at flere klubber i Sverige har kunstgræs, hvilket også gælder Elfsborg, men det har hidtil ikke været noget problem for klubbens nye dansker.
- Vi spiller selv på kunstgræs, og det var også en del af mine overvejelser, fordi jeg har haft problemer med min akillessene fra år tilbage, men det har ikke været noget problem. Jeg har ikke mærket noget til det, så indtil videre har der ikke været noget at være bange for.
- Det er klart, at det i de her måneder er noget nemmere at spille fodbold på kunstgræs end en dårlig græsbane. Der var i hvert fald forskel, da vi var i Varberg og spille på græs, og når vi har spillet hjemme.
- Det er trods alt sjovere at spille på kunstgræs end på en knoldet græsbane, hvor man nærmest ikke havde lyst til at have bolden inde i midten, siger Rømer.
Lynhurtig karantæne efter kortregn
Elfsborg skal søndag forsøge at få den tredje sejr på stribe i Allsvenskan, når turen går det den svenske hovedstad, hvor AIK byder op til dans.
André Rømer er dog allerede karantæneramt, efter danskeren har raget et gult kort til sig i samtlige af de første tre ligakampe.
- Mig og dommerne har ikke helt fundet hinanden, griner Rømer og fortsætter:
- De gule kort sidder noget løsere, end jeg har været vant til, så det kræver lidt tilvænning. Det var nærmest mit første frispark i alle tre kampe, som jeg fik et gult på, så der er ikke så lang snor heroppe.
- Ved de første gule kort var jeg faktisk lidt i tvivl, om det var for frispark eller brok. Der blev dømt et frispark, som jeg ikke syntes, der var der, og så hævede jeg nok stemmen lidt, hvorefter han kom med et gult.
- Linjen er en anden sammenlignet med Danmark, og dommerne heroppe er ikke lige så meget til at snakke med, men det lærer jeg nok, siger André Rømer med et smil til bold.dk.
André Rømer har tidligere spillet i FC Midtjylland og OB, inden turen i 2018 gik videre til Randers.
Her udviklede midtbanespilleren sig til en profil, hvilket altså nu har sikret et udlandsskifte.


Elfsborg
Allsvenskan


































