Peter Sørensen blev i 2017 frikendt for anklager om vold mod sin daværende kone.
Han var tiltalt for to forhold i henholdsvis 2014 og 2015, men en enstemmig afgørelse fra retten erklærede den nuværende Vejle-træner for uskyldig.
Til trods for dette har sagen haft store konsekvenser for Sørensen, der har mistet forældremyndigheden til sin datter.
- Det var ærligt talt en rigtig hård tid, der fyldte rigtigt meget på enhver måde. Det, som offentligheden fik indsigt i, var et glimt af en omfattende, langvarig og trist skilsmisse, hvor jeg blev mødt af en byge af grundløse beskyldninger, der også trak mig igennem en lang række retsmøder i diverse instanser.
- På trods af at jeg vandt de her sager, så endte jeg med at tabe stort alligevel omkring det, der var det vigtigste af det hele og som sagen dybest set handlede om, nemlig retten til at se min datter.
- Det tabte jeg, fordi forløbet var så langtrukkent og konfliktniveauet var så åbenlyst højt. Og fordi jeg ikke havde set min datter, fra hun var to til hun var fire år, og derfor var kontakten til mig så begrænset, mens kontakten til moderen var så stor og angiveligt velfungerende, at den fulde forældremyndighed endte hos moderen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det betyder, at jeg i dag ikke har haft kontakt til min datter siden februar 2016. Det var hårdt dengang, og det er selvfølgelig et blødende sår, der ikke sådan heles, fortæller Peter Sørensen til TV3 Sport-programmet Offside.
Da sagen stod på var han manager hos Silkeborg, og det gav ham et pusterum fra en svær tid, mens han lærte, at fodbold blot er vigtigt blandt de næst vigtigste ting.
- I virkeligheden gav mit job i sin tid mig mulighed for at koncentrere mig om noget andet end det, der var altoverskyggende. Det, det i det større perspektiv har betydet, er, at fodbold er det vigtigste blandt alle verdens bi-ting.
- Det, jeg kan bruge til noget, er, at når det stormer i fodbolduniverset, så ved jeg, at der er noget, der er vigtigere. Det er hårde lærepenge, og hvis vi fortsætter meget længere, så kommer jeg også til at miste mit ry som en hård nyser, sagde en rørt Peter Sørensen til Offside.
Han tror dog ikke, at det har rykket ved den trænerstil, som han praktiserer.
- Jeg ved ikke, om det har ændret min trænerstil. Jeg ved godt, at alle er forskellige og alle skal behandles forskelligt for at kunne blive behandlet lige godt.
- Jeg har ingen ambition om at være hård, hvis det ikke har en bagvedliggende tanke om at få noget bedre ud af den enkelte. Det har haft en betydning for, at jeg ikke sådan vælter i en storm, forklarer han til TV3 Sport.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Vejle Boldklub
3F Superliga





























