






Der var masser af danskere i fokus onsdag aften i Allsvenskan, og det havde Elfsborg blandt andet stor glæde af.
I opgøret mod Halmstad var Jeppe Okkels og Andre Rømer nemlig med, og de fik begge nettet til at blafre i målfesten, som endte med 6-1 til Elfsborg.
Okkels var den første, som meldte sig på banen af danskerne, efter at Elfsborg var i gang med et stort comeback. De havde nemlig vendt 0-1 til 2-1, og så gjorde Okkels det til 3-1.
Efter 61 minutter opstod der lidt klumpspil på kanten af feltet, hvor Michael Baidoo dog til sidst formåede at spille bolden flot videre med hælen til Okkels, som sparkede kuglen i mål.
Derefter blev det så også 4-1 og 5-1, hvor det var Jacob Ondrejka, som stod bag begge scoringer, inden Andre Rømer ville lege med.
Seks minutter før tid endte bolden for fødderne af danskeren lidt uden for feltet, og han valgte resolut at smaske kuglen ind i netmaskerne langs jorden.
Sikke en scoring af Andre Rømer, som satte punktum for en stor Elfsborg-aften, som slog Halmstad med 6-1.
Med sejren er Elfsborg nu at finde på tredjepladsen med 13 point, som er to færre end mestrene fra BK Häcken på førstepladsen.


Elfsborg
Halmstad
Allsvenskan



























