- Jeg tror, at alle led med os. På en pæn og respektfuld måde, fordi det var så meningsløst, den måde hun gik bort på.
Sådan fortæller Marcel Rømers mor, Jette, i den nye bold.dk-podcast PRES PÅ, hvor vært Miki Mistrati inviterer fodboldforældre i studiet til en snak om at stå på sidelinjen under både op- og nedture.
Jette Rømer åbner op omkring det nylige tab i familien.
30-årige Marcel Rømer blev ramt af en frygtelig og uvirkelig tragedie, da hans hustru Cecilie gik bort for et år siden.
Marcel Rømer delte selv den tragiske nyhed på sine egne sociale medier, og dødsfaldet blev omtalt i medierne og i klubberne. Netop dén omtale mærkede familien, som en stor opbakning, fortæller Jette Rømer.
- Da Marcel spillede mod Viborg, stod deres fans med bannere for at hylde ham - altså modstanderens fans.
- Jeg føler faktisk, at vi er blevet mødt med ekstremt meget kærlighed, og det bliver man glad for som mor, at ens søn bliver, når han står i sådan en fuldstændig håbløs situation, fortæller Jette Rømer.
- Lyngby har været helt fantastiske. Han har virkelig mødt opbakning af sponsorer og hele klubben. Det er jo det, fodboldklubber også kan. Man bliver jo en del af en familie.
I podcasten PRES PÅ kommer Jette Rømer omkring begge sine sønner, Marcel og André Rømer. Hun fortæller blandt andet om konkurrencen mellem brødre og om hjemve i de unge år på fodboldakademi.
Se Jette Rømer fortælle om episoden i videoen over artikel og lyt til podcasten PRES PÅ her.



Lyngby Boldklub 




































