FC Roskilde er konkurstruet og kæmper en hård kamp for livet. Alt det kunne klubben måske have været foruden.
Tirsdag udtalte erhvervsmanden Lars-Christian Brask nemlig, at han i december havde givet et bud på fire millioner og en krone, men at FC Roskilde-ejer Bo Tue Knudsen havde afvist.
Det afviser Bo Tue Knudsen nu blankt.
- Jeg har aldrig fået et tilbud - det er meget enkelt. Det er fake news, siger Bo Tue Knudsen til bold.dk.
- Jeg ved ikke, hvorfor han har været ude med den forklaring. Som jeg også sagde i december, så har jeg aldrig modtaget et bud, og det er fakta.
- I december måtte jeg fortælle sponsorerne, at der ikke var noget i det, og nu dukker sagen så op en gang mere. Jeg ved ikke, om det er på grund af hans folketingskampagne, og at han gerne vil have noget opmærksomhed, men jeg kan i hvert fald med 100 procents sikkerhed sige, at jeg ikke har modtaget noget tilbud.
- Han må da endelig komme med det tilbud, for jeg er da meget nysgerrig for at høre, hvad det gik ud på, siger Bo Tue Knudsen.
Meget uenig
Lars-Christian Brask er rygende uenig i Bo Tue Knudsens syn på sagen. Han erkender dog, at han ikke direkte kan dokumentere, at han har budt fire millioner og en krone på FC Roskilde.
- Der er ikke noget skriftligt bud, men i midten af december havde vi et møde, hvor vi diskuterede, hvad der skulle til, for at jeg sammen med en gruppe investorer kunne overtage FC Roskilde, siger Brask til bold.dk.
- Bo sagde, at minimumsprisen var fire millioner kroner, og så var der nogle spillerrettigheder og et medejerskab af noget, der hedder Friends of Roskilde, som jeg ville give en krone for.
- Jeg sagde, at hvis vi blev enige om betingelserne, så var fire millioner ikke langt fra det, vi ville give, men så skulle han samtidig garantere, at egenkapitalen var intakt, at intet er gemt eller glemt - altså at omkostningerne var, som han sagde, de var, siger Lars Christian Brask.
Ingen due diligence
Han fortæller, at han og investorgruppen ikke fik lov til at lave en såkaldt due diligence, som er en undersøgelse af klubben og dens økonomi. Sådan en laver man gerne, når man gerne vil overtage en anden virksomhed.
- Jeg skrev en e-mail til ham, og jeg bad ham bekræfte, at vi var enige om, at det var sådan, tingene hang sammen. Det gjorde jeg 18. december.
- Derefter talte vi kun i telefon, og da var han meget undvigende. Jeg tror personligt, det var, fordi han troede, han havde en anden køber på hånden, og det var også derfor, han gik ud og spillede højt spil og sendte mig til hjørne ved at sige til sponsorkredsen, at han ikke forhandlede.
- Dokumentationen er i den e-mail, jeg sendte efter vores møde. Den beskrev, hvad vi havde talt om, men den svarede han aldrig tilbage på. Det var deri tilbuddet lå. Er det et tilbud, der står 100 procent og ville holde i retten? Nej. Men der har været diskussion om pris og betingelser, og det var meget klart og tydeligt, hvad det handlede om, siger Brask.
Tilbuddet er forduftet
Lars-Christian Brask fortæller, at han, da Bo Tue Knudsen meddelte sponsorkredsen, at der ikke foregik forhandlinger om et klubsalg, trak sig og sagde, at det ville han ikke være med til.
- Han havde muligheden. Han kunne have fået fire millioner og en krone i hånden, siger Lars-Christian Brask.
Bo Tue Knudsen siger, at han er klar til at se på dit bud, hvis du kommer med et nu - hvad siger du til det?
- Så siger jeg: 'Ja, det tror da pokker,' siger Brask, som dog ikke har planer om at gå ind i klubben.
- Han sår tvivl om mig, og så har han alligevel modet til at sige, at hvis tilbuddet lå nu, så vil han slå til. Give me a break, siger Lars-Christian Brask.
FC Roskilde er stadig på Bo Tue Knudsens hænder. Carsten Salomonsson har annonceret sig selv som ny klubejer, men ejerskiftet går først igennem, når økonomien er på plads.
I skrivende stund vides det, at han mangler tre og en halv million for at kunne få økonomien på plads. De millioner skal findes senest torsdag.
nicolai@bold.dk



FC Roskilde
Betinia Liga































