For to uger siden valgte B93 at fyre klubbens daværende træner, Morten Rutkjær, på trods af at klubben havde sikret sig en plads i oprykningsspillet. Efter en succesfuld tid hos B93 vil Rutkjær gerne tilbage på trænerbænken.
- Det sidste halvandet år som cheftræner i B93 har givet mig blod på tanden, og jeg har fået flere ambitioner og mod på mere. Jeg vil til en klub, som har et ordentligt værdisæt, hvor jeg kan være med til at forme holdet og staben omkring, og hvor jeg kan sætte en masse positive tiltag i gang, siger Morten Rutkjær til bold.dk.
- De sidste par dage har gået med at puste ud og lande igen. Men nu er jeg klar, og jeg må bare erkende, at trænerverdenen er en udfordrende og lærerig verden at befinde sig i, og jeg vil gerne tilbage til den, siger han.
Rutkjær fortæller, at han håber på at finde en klub i 2. division eller på et højere niveau. Han mener, at han har vist sig at have evnerne til det hos B93.
- I den tid jeg var i klubben, formåede jeg at få meget ud af få ressourcer, og sætte mit præg på klubben og spillertruppen. Da jeg overtog førsteholdet i B93 i 2015, handlede det om at være med til at redde klubben og få klubben på ret køl igen. Det var mit personlige mål med B93 at få dem tilbage på Danmarkskortet. Det formåede jeg og trænerteamet, vurderer træneren.
- Efterfølgende var 2016 et fantastisk sportsligt år, hvor vi vandt nedrykningsspillet, kom i oprykningsspillet, fik udtaget spillere til U-landshold og vandt over Esbjerg i pokalen, og nu er klubben i 1/8-finalen mod FCK, siger træneren.
Rutkjær har tidligere været cheftræner i Vanløse IF.
peter@bold.dk


B.93
CampoBet 2. division




















