

Med en 2-0-sejr over Ungarn kvalificerede Wales sig tirsdag aften til næste års EM-slutrunde. Derfor var det også en glad walisisk landstræner, som udtalte sig til britisk tv efter kampen.
- Det bliver ikke bedre end det her. Kredit til spillerne. De kom tilbage efter vores to nederlag i sommers. Vi viste mod, beslutsomhed og kvalitet. Det er en af de bedste dage i mit liv, sagde Ryan Giggs efter kampen til BBC.
- Vi forsvarede virkelig godt, men vi kan spille bedre. Dette hold kan levere meget mere. Der er kvalitet i hele truppen, ikke kun hos de elleve første. Alle spillere har vist deres klasse.
Der var også store roser til aftenens dobbelte målscorer.
- Aaron Ramsey viste sin klasse – vi har savnet ham. Men bedre sent end aldrig.
Ryan Giggs nåede som bekendt aldrig at kvalificere sig til en slutrunde som spiller, men nu får han altså chancen ved en slutrunde som træner.


EM
Wales



































