For første gang nogensinde får Thomas Nørgaard lov til at opleve et derby mellem Brøndby og FC København helt indefra, når de to rivaler tørner sammen i Superligaen på søndag klokken 14.00 på Brøndby Stadion.
Og hvis man skal bruge Brøndby-cheftrænerens helt egne ord forud for den store danske fodboldbegivenhed, glæder han sig ganske enkelt som et lille barn og minder samtidig alle om, hvor stort et privilegium det egentlig er for ham og hans spillere.
- Jeg håber, at man indimellem kan se mit smil, når jeg kigger ned på Sydsiden, og når jeg generelt set rejser rundt med cirkus Brøndby.
- Det er - som træner og som spiller - et kæmpe privilegium at få lov til at være en del af det. Alle fodboldelskere, gamle fodboldspillere, unge fodboldspillere kigger vel misundeligt på de her derbys, som er det største, vi kan mønstre herhjemme, lød det fra Brøndby-cheftræneren efter fredagens træning.
Da Thomas Nørgaard blev præsenteret som ny mand i spidsen for de blågule i starten af juni, var det imidlertid ikke første gang, han satte sine ben i klubben.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han har nemlig en fortid som ungdomsspiller i Brøndby, og nu er det altså ham, der skal sende førsteholdet i kamp mod ærkerivalerne.
- At være der, hvor jeg for første gang skal være en del af det, er ikke noget, jeg tager for givet. På nogen måde.
- Jeg glæder mig som en lille dreng.
Thomas Nørgaard, der på afstand har samlet mange derbyminder sammen henover de senere år, har svært ved at pege på et enkeltstående minde fra den store kamp.
Han husker både positive ting, men også episoder, der ikke hører hjemme.
- På nogle punkter smelter de også sammen. Det er mere en følelse i kroppen, synes jeg. Den battle, der er mellem to fangrupper, som på hver sin vis får sat en tifo i gang inden kamp. Det er et skue i sig selv, hvor man glemmer fodboldkulissen. Det er en intens følelse af, at alle skal stå på tæerne på dagen.
- Men med al den kærlighed, jeg har til fodbolden, og at fodbolden skal være det gode eksempel, går nogle af mine minder desværre også tilbage på nogle ting, der ikke bør finde sted på sådan en dag.
- Så jeg håber, at søndag bliver en kulisse, hvor folk kommer med kærlighed til deres klub og til spillet.
Når Brøndby og FC København mødes på søndag, vil der for anden gang i streg være udefans på lægterne.
Det var der også, da de to hold mødtes i den europæiske playoff-kamp i maj, hvor FC København sejrede med 3-1.
Forud for det opgør var udefans ikke velkomne i lang tid til derbys på grund af de voldsomme scener, der fandt sted i efteråret 2024 på Brøndby Stadion.

Alt på spil i Brøndby
Hattrick | Afsnit 23Det er søndag, at derbyet mellem Brøndby og FC København finder sted, og vi tager en snak om de største historier op mod kampen, hvor der allerede har været tryk på.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga
























