Frankfurt-profilen Hugo Larsson er utilfreds med mængden af spilletid på landsholdet, Elfsborg-direktør Stefan Andreasson savner FC Københavns Viktor Claesson på landsholdet, som også selv savner bedre kommunikation fra landstræneren.
Sagerne og kritikken mod Jon Dahl Tomasson har i den seneste tid ikke været til at overse.
Danskeren er i stormvejr i det svenske trods forbedrede resultater med landsholdet, men nu møder han på ny modstand.
For i IFK Göteborg-podcasten 'Hunden, Katten, Glassen' har den tidligere Malmö-profil Behrang Safari været forbi, hvor han blandt andet kommer ind på tiden under Jon Dahl Tomasson i 2020 og 2021.
Og det var bestemt ikke en tid, som den dengang 36-årige back nød.
Artiklen fortsætter efter billedet

- For mig var han min dårligste træner, mens han var en andens bedste træner. Men det var ret tydeligt.
- Jeg var 36 år og havde en træner, der ville trykke mig helt ned i skoene og gøre alt for at få mig til at stoppe. Manipulerende, falsk og alt, hvad det indebærer.
- Jeg kunne høre, hvordan han gik og snakkede med alle sine spillere, men når han snakkede med mig, talte han om malerier og kunstværker. Så gik han hen til en anden og snakkede hjørnespark, lyder kritikken fra Safari i podcasten ifølge Aftonbladet.
Den nu 39-årige Behrang Safari endte med at forlade Malmö et halvt år før Jon Dahl i 2021, og svensk-iraneren, som nåede 31 landskampe for Sverige, spillede først et halvt år i Lunds SK, inden han lagde støvlerne endeligt på hylden.

Malmö FF
Allsvenskan
Sverige


































