




Østrigsk fodbold var fredag aften tilbage, da Salzburg spillede pokalfinale mod Lustenau fra den næstbedste række.
Salzburg måtte til opgøret undvære Rasmus Nissen Kristensen, der sad udenfor med en lårskade.
Men på trods af danskerens fravær blev det til en ganske sikker sejr for Red Bull-klubben.
Efter 20 minutter bragte Salzburg sig i front, da Dominik Szoboszlai sendte et frispark i nettet. Og minuttet senere blev det endnu værre for Lustenau.
Her fik Dominik Stumberger en uheldig hovedrolle, da hans blokering endte som et selvmål.
Herefter holdt Lustenau stand frem til det 54. minut, hvor Noah Okafor bragede Salzburg foran med tre efter en flot afslutning fra kanten af feltet.
I den sidste halve time blev det også 4-0 og 5-0, da Majeed Ashimeru og Sekou Koita lukkede målfesten og sikrede pokalen.
Den østrigske liga er tilbage den 2. juni.


Salzburg
Austria Lustenau






























