Den danske U21-landsholdsspiller Asger Sørensen forlængede mandag sin aftale med de østrigske mestre Salzburg frem til sommeren 2020.
Det tidligere FC Midtjylland-talent har ellers ikke væltet sig i spilletid på førsteholdet, hvor det i sidste sæson blev til én startplads og tre indhop.
- Jeg er sindssyg glad for at være i klubben og bo i byen, og derfor har jeg forlænget min aftale, siger Sørensen til bold.dk og tilføjer:
- Jeg har tilbragt meget af de sidste to år på sidelinien på grund af skader, og mine konkurrenter er blandt andet en østrigsk landsholdsspiller, en kroatisk landsholdsspiller, der blev siet fra lige før EM og en stærk brasilianer, så jeg er godt klar, at jeg ikke bare lige kommer til at spille.
- Jeg er stadig kun 20 år, og jeg arbejder tålmodigt for min chance.
I første omgang regner Sørensen med at skulle spille sig i form på andetholdet Liefering, der spiller i den næste bedste række.
- Jeg har brugt hele foråret på at blive klar efter en skade, og nu har jeg så deltaget i opstarten med førsteholdet. Jeg kommer nok til at spille en del kampe for Liefering i første omgang, men med forhåbentligt enten et gruppespil i Champions League eller Europa League, kan det pludselig gå hurtigt.
- I første omgang handler det om for mig at have et halvt til et helt år som skadesfri, og så ser vi hvad der sker. Hvis jeg er skadesfri og langt fra spilletid til vinter, kan det da godt være, vi skal overveje et udlån, men det tænker jeg overhovedet ikke over lige nu, siger Sørensen.
Sørensen kan frit spille for Salzburg og Liefering mellem transfervinduerne, men dog ikke i samme spillerunde.
mikael@bold.dk


FC Liefering
Salzburg
Bundesliga
Erste Liga





























