I seneste udgave af Mandagsbold, der er bold.dk's ugentlige podcast, kan du komme helt tæt på Nikola Saric.
Den tidligere ungdomslandsholdsspiller var særdeles ombejlet som ung, og han fortæller åbent om karrierens op- og nedture, og det inkluderer blandt meget andet en prøvetræning i mægtige FC Barcelona.
Saric endte dog med at afvise Barca for i stedet at blive i Herfølge, som siden er blevet til HB Køge, hvor han skrev kontrakt på sin 15 års fødselsdag.
- Det lyder helt fjollet, erkender Nikola Saric omkring det at afvise Barcelona.
- Efter vi kom hjem fra Barcelona-turen, snakkede vi om, at det kunne være, jeg skulle til Spanien. Så skulle man til at lære spansk og alt det her, snakkede vi om. Men jeg havde også det der med, at jeg stadig var tidligt ude i Herfølge.
- Jeg havde ikke været der i ret lang tid, så jeg følte stadig, at jeg kunne udvikle mig ret meget. Jeg følte faktisk, min udvikling virkelig stak af, da jeg kom til Herfølge, men jeg følte, at jeg havde en masse mere at lære og havde ikke travlt endnu.
Flere muligheder var i spil i forhold til Barcelona, som gerne ville have den danske juvel.
- Der var forskellige pakker. Enten skulle det være mig og min far, der flyttede derned, ellers skulle min mor og far med, og alternativt skulle jeg alene på La Masia. Der var forskellige løsninger, og jeg følte også, at det var nederen at skulle splitte min familie på grund af det, siger Saric.
Liverpool-skifte gav mønt på lommen
I 2008 skiftede Nikola Saric til Liverpool, hvilket medførte en markant højere løn, som han fortæller ganske ærligt om.
- Første gang jeg fik min løn, fik jeg også sign on-fee oveni, og jeg anede ikke, hvor mange penge jeg havde, for det stod også i pund. Jeg havde ingen idé om det, så jeg fandt ud af det ved at kigge på min konto, og så gik jeg ned og shoppede alt, hvad jeg overhovedet ville have.
- Da jeg kom hjem og kiggede på kontoen igen, kunne jeg se, at der overhovedet ikke var noget, der havde rykket sig. Det var sådan et lille nummer for enden, der havde rykket sig.
- På min første kontrakt i Herfølge tjente jeg 5.000-7.000 i måneden eller sådan noget, og i Liverpool tjente jeg 30.000 om ugen plus diverse bonusser som 17-årig.
Barcelona og Liverpool var dog ikke alene om at jagte Nikola Saric, da han var helt ung.
- Der skete rigtig mange ting imellem det her Barcelona-show og til Liverpool-skiftet. Hvis jeg ikke havde fået mine knæskader, så var jeg med næsten 100 procent sikkerhed ikke skiftet til Liverpool, for så var jeg kommet af sted året inden til enten HSV eller Juventus, siger Saric i Mandagsbold.
Han fortæller blandt andet også om en vanvittig tid i kroatiske Hajduk Split, som turen gik til efter Liverpool-opholdet.
Du kan finde Mandagsbold, der er sponseret af MobilePay og Adidas, på Spotify, Apple Podcasts, og hvor du ellers lytter til podcasts.


































