Silkeborg er på vej på amerikanske hænder.
Trivela Group køber 80 procent af aktierne i Silkeborg, hvis det godkendes på en ekstraordinær generalforsamling den 11. december, og det er flere fans i klubben rasende over.
Mandag afholdt Silkeborg IF og Midtjyllands Avis debatmøde på Jysk Park, hvor Benjamin Boycott, der er administrerende direktør i Trivela Group, og Silkeborg-direktør Kent Madsen svarede på spørgsmål.
Silkeborg oplyser, at cirka 200 personer dukkede op, og én af dem var Heine Just, der er frontperson i tifogruppen Stoltheden og bestyrelsesmedlem i Fanenheden Silkeborg.
Efter mødet var han ikke just tilfreds med de svar, som fansene fik fra Kent Madsen og Benjamin Boycott, da Bold fangede ham.
- Det gik som forventet. Kent Madsen sagde de ting om klubsalget, der har været fremme før, og Benjamin Boycott fortalte om intentionerne bag Trivelas køb.
- Der var nogle gode, kritiske spørgsmål, der prøvede at komme ind bag forretningen, men man blev bare ikke klogere. Overhovedet ikke.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvorfor det?
- Der kom ikke nogen svar på den del. Der blev sagt, at det er business as usual, så man blev ikke klogere på, hvordan man vil have investeringen til at vokse.
Hvad er det, som I savner at få svar på?
- Vi vil gerne høre, hvad man ønsker at gøre med investeringen. Vil man bruge spillere fra søsterklubberne? Er det den måde, som man vil forrente sin investering?
- Eller er det ved at investere penge og forsøge at opnå nogle større sportslige resultater?
- Man investerer jo ikke så mange penge, hvis man ikke har en plan for, hvordan de skal forrentes. Det er jo en business-case, lyder det fra Heine Just.
Trivela Group er en amerikansk investeringsvirksomhed, der allerede ejer engelske Walsall FC, irske Drogheda United og Trivela FC fra Togo.
Drømmer stadig
Om to dage skal der stemmes, om salget af klubben bliver en realitet, og Heine Just har stadig et lille håb om, at Silkeborg forbliver på lokale hænder.
- Det drømmer vi om, og det er også derfor, at vi har sat alle protesterne i gang, men vi føler os ret overbeviste om, at det er en done deal.
- Men man skal kæmpe for det, som man tror på, og man skal signalere det, som man mener. Det har været vores mål med protesterne.
- Vi har gjort det fuldstændig klart for klubben og Trivela, at det intet har at gøre med dem. Det har noget at gøre med moderne fodbold, som rigtig mange fangrupper er imod, og vi er også glade for, at AaB støttede os i søndags.
Silkeborg-fans har protesteret over salget i forbindelse med de seneste kamp, som klubben har spillet.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
- Usikkert om der er en fanscene i 2025
For nylig var Heine Just og et andet medlem fra Fanenheden med til et møde med Trivela Group.
- Det havde til formål at fortælle, hvorfor vi protesterer. Vi fortalte, at det ikke havde noget at gøre med Trivela Group, men at det er vores kamp mod moderne fodbold. Vi ville gerne rejse en bekymring.
- Vi fik igen de samme forklaringer som tidligere, men det er altid rart at se folk an, for det er nogle sympatiske og flinke mennesker.
- Vi fik også fortalt, at hvis der skal være en fremtidig fanscene i Silkeborg, så skal vi have fundet et fælles standpunkt.
- For lige nu er det usikkert, om der er en fanscene i Silkeborg i 2025, fortæller Heine Just.
Det tror du simpelthen?
- Det ved jeg.
- Jeg har på fornemmelsen, at det er en beslutning, som man tager i fællesskab, og de, der eventuelt er tilbage, vil ikke kunne fortsætte.
- Jeg forventer, at det er noget, som vi bliver enige om, og så vælger vi enten det ene eller det andet, lyder det fra Heine Just.
Silkeborg oplyser, at mandagens arrangement vil blive muligt at se i sin helhed på klubbens sociale medier tirsdag.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
3F Superliga

































