Det bliver en hed omgang, når de danske spillere løber på banen i Baku til kvartfinale-kampen mod Tjekkiet lørdag aften.
Temperaturen ventes at blive omkring 30 grader, men det giver ikke landsholdskeeper Kasper Schmeichel sved på panden. Tværtimod.
- For mit vedkommende bliver det sgu dejligt ikke at stå og fryse. Det er nok mere markspillerne, der kommer til at mærke effekterne af det. Men mange af dem spiller og har spillet i meget varme lande, så det er nok ikke første gang, at de har prøvet det, siger den 34-årige målmand.
Landstræner Kasper Hjulmand erkender dog, at det kan få en betydning på kampen, at der er blevet skruet op for varmegraderne i forhold til de fire første kampe under EM.
- Det betyder helt sikkert noget. Vi skal sætte til på de rette tidspunkter med de høj-intense aktioner, som både vi og tjekkerne virkelig har fyret af under de første kampe. Både os og tjekkerne er nogle af dem, som arbejder høj-intenst i store dele af kampen, har vi set på tallene.
- Det kan godt blive lidt mere staccato-agtigt. Vi skal sørge for, at vi ikke kommer til at spille i det samme jævne tempo, men at det bliver mere op og ned. Det betyder ikke, at vi skal være mindre aggressive og direkte, når vi vinder bolden, men det kan godt betyde noget for nogle af spillets faser, siger Kasper Hjulmand og tilføjer:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har også en stor betydning at have fem udskiftere. Det betyder, at man kan holde intensiteten i kampene ved at bruge udskifterne. Vi er rigtig godt tilpas ved at skifte ud, fordi vi har lige så meget kvalitet, der sidder på bænken, som dem der spiller. De sidste 20 minutter har vist sig igen at være rigtig vigtige. Det er vi trænet til og klar på.
Anfører Simon Kjær føler sig da også fint rustet til en kamp i den aserbajdsjanske sommervarme.
- Det kan godt have en betydning i løbet af kampen, men samtidig er vi forberedt på det. Vi får drukket masser af væske og får spist de rigtige ting. Det er ens for begge sider.
- Så vi har haft fokus på det, men samtidig kommer det heller ikke til at fylde mere end det. Vi glæder os sindssygt meget, og vi skal komme ud med samme intensitet, glæde og tro. Det fylder ikke så meget, siger han.
Danmark spiller mod Tjekkiet lørdag klokken 18:00 dansk tid. Det er klokken 20:00 lokal tid.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

EM
Tjekkiet
Danmark




































