



Var der en spiller, der strålede over de andre danske landsholdsspillere, da Danmark onsdag spillede EM-semifinale mod England, så var det målmand Kasper Schmeichel, hvilket bold.dk's karakterer til de danske spillere også vidnede om.
Med en god redning på et Raheem Sterling-forsøg i første halvleg, en lang arm på et Harry Maguire-hovedstød, en refleks på et Harry Kane-spark og et reddet straffespark, så gjorde landsholdskeeperen i hvert fald sit for, at Danmark skulle holde sig inde i kampen om en EM-billet.
Men på straffesparket havnede returen tilbage hos Kane, der sparkede bolden i kassen til 2-1 til England i den forlængede spilletid, og derfor endte det altså med en engelsk sejr.
Efter kampen var der dog store roser til Schmeichel på det danske pressemøde.
- Kasper var fantastisk. Jeg synes, at han gennem hele turneringen har løftet og løftet og løftet. Her i aften havde han fantastiske redninger og samtidig havde han den der udstråling og fightervilje, og han vil gøre hvad som helst, sagde landstræner Kasper Hjulmand og tilføjede:
- Han ville også løbe op at forsøge og score, hvis det var det, der skulle til. Han vil gøre hvad som helst for at vinde de her kampe, og det smitter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så det var en kæmpe præstation af Kasper, og ja, desværre var det ikke nok, men han gjorde sit helt fantastisk godt.
Braithwaite: Som det plejer at være med Schmeichel
Angriber Martin Braithwaite var imponeret, og det er han vant til at være.
- Det er vildt nok at sige, men det var sgu bare, som det plejer at være. Han holder os altid inde i kampene, og jeg har ikke et minde med ham, hvor han har haft en dårlig kamp, sagde Barcelona-angriberen og tilføjede:
- Man tænker jo altid på målscorerne, og nogle gange bliver målmændene glemt, men i alle de kampe, vi har haft, der har han haft vigtige redninger, og det vil han fortsætte med, for det gør han altid.
- Man vinder ikke kun kampe ved at have målscorere. Det gør man med gode spillere og især gode målmænd, for alle de vigtige kampe, som vi har vundet, der har han haft vigtige redninger. Så vi er sindssygt heldige med at have så god en målmand på vores hold.
Danmark og Schmeichel lukkede ved EM-slutrundens seks kampe i alt syv mål ind: Et mod Finland, to mod Belgien, et mod Rusland, et mod Tjekkiet og to mod England.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
EM
Danmark





























