Selvom Christian Eriksens uhyggelige ulykke i åbningskampen mod Finland stadig sidder i de fleste, er der nu kun to dage tilbage, før det danske landshold igen skal i aktion.
Torsdag gælder det anden gruppekamp, hvor modstanderen er forhåndsfavoritterne fra Belgien, og selvom fodbold siden Finland-kampen i store perioder har virket ligegyldigt med tanke på Eriksens hjertestop, er Kasper Schmeichel motiveret forud for den kommende opgave.
Han håber, at Danmark kan ære Christian Eriksen i resten af turneringen.
- Der er meget, der kan motivere os. Vi har glædet os til at spille de her kampe. De er jo blevet udsat et år, så vi har glædet os i flere år efterhånden. Vi har oplevet en sindssyg opbakning fra hele landet og hele verdenen efter kampen, og den opbakning vi får fra vores fans og den støtte, de har givet os, er jo en kæmpe motivationsfaktor.
- At kunne gå ud og gøre et eller andet ekstraordinært sportsligt for Christian er selvfølgelig noget, vi håber, vi kan gøre. Vi bliver nødt til at prøve at vende det her til noget motivation og noget positivt.
- Det er også væsentligt at huske, at der er noget positivt, nemlig at Christian er her. Det kunne have endt meget, meget, meget værre, så for os handler det om at prøve at finde en måde, hvor vi alle sammen kan komme på banen igen. Det skal vi om lidt, siger Kasper Schmeichel.
Artiklen fortsætter efter billedet

For landsholdskeeperen handler det meget om, at Danmark giver alt, og så må det gå, som det går mod Belgien.
- Hvordan vi reagerer, sådan reagerer vi. Det vigtigste er, at vi vil gøre vores bedste, ligesom vi gjorde i de resterende 50 minutter mod Finland. Om vi vinder, taber eller spiller uafgjort. Så længe vi giver alt, hvad vi har i os, så kan vi se hinanden i øjnene og sige, at vi gav alt, hvad vi havde.
- Hvis det ikke er nok, så er det ikke nok, men vi vil i hvert fald give alt, hvad vi har. Vi er utroligt taknemmelige for den støtte, vi har modtaget fra fans, kongehuset og alle steder. Jeg tror, at Danmark har vist, hvad det vil sige at være dansker, spille på det danske landshold og stå sammen.
- Det var ikke kun os spillere, der stod i den situation. Det var et helt stadion og et helt land, der sad og kiggede med og var magtesløse i den situation. Vi er bare så heldige, at vi har nogle helt fantastiske læger, der kunne gå ind gøre, hvad de gjorde.
- Vi står i en situation, hvor vi bare er utroligt taknemmelige for, at de var så gode, som de var, afslutter Kasper Schmeichel.
Danmarks opgør mod Belgien sparkes i gang torsdag klokken 18.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
EM
Danmark



































