Efter seks år i spidsen i Hillerød og en tur fra Serie 2 til 2. division, er Tommy Schram ikke længere cheftræner for holdet.
Søndag aften meddelte klubben, at parterne er gået hver til sit. Schram forklarer nu selv, at det er hans egen beslutning og at Hillerød-truppen har brug for at få nye øjne på sig.
- Efter kampen lørdag mod Skovshoved vurderede jeg, at der skal nogle nye øjne til. Jeg ville gerne fortsætte, og jeg har en masse nye idéer klar, men af respekt for klubben og den 'klokke', holdet er inde i, valgte jeg selv at ringe til formanden og sige op, siger Tommy Schram til Frederiksborg Amts Avis.
- Der er ingen sure miner eller noget. Tværtimod. Men jeg ønsker en effekt på holdet af, at der kommer nogle nye briller på, og at de kommer tilbage på vinderkurs. Men det er mig, der har taget beslutningen.
Hillerød ligger med et enkelt point efter fem kampe i 2. divisions gruppe 1.


Hillerød































