Køge Nord FC -Scoop af Serie 4-klub: Henter tidl. FCK-talent
2022-07-22 08:00:02
Foto: Hastrup FC

Scoop af Serie 4-klub: Henter tidl. FCK-talent

Ibrahim Samrawi, der tidligere har været i FCK og spillet i NordicBet Ligaen for FC Helsingør, siger til bold.dk, at han skifter til Serie 4-klubben Hastrup FC.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Serie 4-klubben Hastrup FC har sikret sig klubbens måske største signing til dato.

Den tidligere FC Helsingør-spiller Ibrahim Samrawi, der har fået sin fodboldopvækst i FC København, har nemlig valgt at skifte til Serie 4-klubben, siger han til bold.dk. 

Kantspilleren har senest tørnet ud for Køge Nord FC.

- Jeg har valgt at skifte til Hastrup, da jeg selv bor i området sammen med min kone og datter. Det, som Sultan og Abdullah (Sultan Mohamad El-Sayed og Abdullah Mahmoudi, red.) har gang i her i Hastrupparken, er helt vildt med fællesskabet, siger Ibrahim Samrawi til bold.dk og tilføjer: 

- Jeg vil gerne bruge mere tid på min datter og min familie, og så vil jeg gerne være i miljøet. Jeg er glad for det, som jeg har prøvet, men nogle gange tager man nogle skridt længere ned. 

Samrawi vil gerne hjælpe klubben op i rækkerne. 

- De har startet fra bunden af, og de er blevet ved med at hente nogle dygtige, gamle spillere, og det er ret fedt, at Sultan og Abdullah kan gøre det. Klubben vil længere op, og det vil jeg gerne hjælpe dem med.

Kan komme langt

Det tidligere FC København-talent forventer, at klubben rykker op fra Serie 4 i den kommende sæson, og klubben kan nå store resultater på sigt. 

- Jeg tror, at klubben kan komme langt op, hvis de kan blive ved med at hente spillere, som de gør. Det vil jeg gerne rose Sultan og Abdullah for, men folk kommer også herud på grund af fællesskabet og miljøet. 

- Dem, der bor i Køge, ved, hvordan Hastrupparken er, og de skaber en god kultur. Folk vil gerne have derud, fordi det er hyggeligt. Jeg har set flere af deres kampe, og der er mange fans. 

Nu står den på Serie 4-fodbold for 23-årige Samrawi, men han ser tilbage på tiden i FC København med gode minder. Her fik han nogle gode venskaber med blandt andre Jonas Wind og Mohamed Daramy.

- Jeg tager gode minder med. Det er FCK, der har været min opvækst. Den ene af mine gode kammerater spiller i Wolfsburg, og den anden spiller i Ajax, og jeg har fået gode venner og minder. Jeg lærte at spille fodbold der, og nu prøver vi i Hastrup og ser, hvad tiden bringer, siger Ibrahim Samrawi til bold.dk. 

Den nye Hastrup-spiller var en del af FC København fra U13 til U21, hvorefter han skiftede til FC Helsingør. 

For FC København blev det til 37 kampe i U19 Ligaen, én kamp i Youth League og ni kampe i Reserveligaen. I Helsingør-tiden blev han noteret for seks NordicBet Liga-kampe i sæsonen 2018/2019.

Hastrup møder AIK 65 Strøby lørdag 13. august i Serie 4 Pulje 11.

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce