Når Johan Absalonsen vågner efter nytårsaften, så er han ikke længere SønderjyskE-spiller.
Otte år i klubben - med et enkelt afbræk i det australske - er slut.
Det ærgrer sportschef Hans Jørgen Haysen, der hylder den 35-årige offensivspiller for sin indsats i klubben.
- Han var med i vores svære år, hvor vi kæmpede om overlevelse, og han har været med i de sæsoner, hvor det har været rigtigt sjovt. Jeg kan uden at fornærme nogen godt sige, at han har været den største spiller i klubben i den tid, jeg har været ved roret.
- Han har været her i med- og modgang, han var topscorer, da vi vandt sølv i 3F Superligaen, og det var ham, der løftede trofæet i Sydbank Pokalen i sommer.
Haysen erkender dog også, at det var tid til at få yngre kræfter frem i truppen, og det derfor var nødvendigt med Absalonsens afsked.
- Vi har haft en række kontraktforlængelser med ham undervejs, men denne gang er det desværre slut.
- Vi ligger lunt i 3F Superligaen, og yngre kræfter skal køres ind på holdet, og vi må fremover klare os uden Absalonsens rutine og erfaring, selv om vi helt sikkert kommer til at savne ham i klubben, hvor han er en forgangsmand på og uden for banen.
- Vi takker ham mange gange for tiden i lyseblåt og ønsker ham alt det bedste fremover, og vi ser frem til at hylde ham på Sydbank Park i foråret, så vi kan få sagt ordentligt farvel til en kæmpe personlighed, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside.
Det blev til 200 kampe i den lyseblå trøje for Johan Absalonsen, hvor han scorede 43 mål og lagde op til 19.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Sønderjyske
3F Superliga






























