SønderjyskE har hentet den tyske keeper Sebastian Mielitz i Greuter Fürth, hvorfra han kommer på en fri transfer. 27-årige Mielitz har skrevet under på en toårig kontrakt.
Superliga-klubben oplyser i samme ombæring, at man dermed vinker farvel til Marin Skender, som har været i klubben i mere end fire år.
Sebastian Mielitz har ikke spillet på førsteholdet i Greuter Fürth i denne sæson - men han har tidligere spillet 62 Bundesliga-kampe i Werder Bremen.
- Sebastian Mielitz har stået på højeste niveau den tyske 1. Bundesliga, og med den alder, han har, er det målet, at vi i fællesskab skal løfte ham til samme høje niveau igen, siger SønderjyskE-sportschef Hans Jørgen Haysen i en pressemeddelelse.
- Han er en spændende og meget reaktionsstærk type, som i denne sæson ikke har fået så mange kampe for Greuther Fürth. Derfor er han ekstra sulten for at vise sig frem, og helt klar til at tage kampen op med Lukas Fernandes og Patrick Born.
- Dermed har vi den meget vigtige position på plads til den kommende sæson, og ikke mindst får vi også en god og sund konkurrence på målmandspositionen, siger Hans Jørgen Haysen.
Mielitz har også tidligere tørnet ud for Freiburg. Han var på prøve i SønderjyskE tilbage i februar.


Sønderjyske
Greuther Fürth
3F Superliga
Tyskland 2. Bundesliga































