





Efter en lille måneds pause var det igen blevet tid til fodbold i Æresdivisionen, hvor Utrecht mødte Zwolle fredag aften.
Favoritterne fra Utrecht fik en gylden mulighed for at bringe sig i front midtvejs i første halvleg, da en af hjemmeholdets spillere havde hånd på bolden.
Simon Gustafson svigtede ikke fra elleve meter, og han sendte sikkert bolden forbi Michael Zetterer i Zwolle-målet.
Zwolle skulle dog kun bruge tre minutter, før de svarede igen efter et kæmpe forsvarskoks.
Utrechts forsvar fik ikke sparket en simpel bold væk, og så var Mike van Duinen alene igennem, og han sendte udligningen i kassen.
Kort før pausen burde Utrecht havde taget føringen på ny, men Adrian Dalmaus afslutning blev flot reddet af Zetterer.
Kort inde i anden halvleg var det i stedet Zwolle som slog til. Kenneth Paal modtog bolden tilfældigt, og han tog først et træk, inden han fra ca. 25 meter udefra hamrede bolden i kassen, efter at boldens knæk fuldstændig snød Utrechts målmand.
Gustafson fik kort efter muligheden for at udligne, men denne gang sendte han bolden lige forbi mål.
Utrecht fortsatte med at presse på, og kun en fremragende redning fra Zetterer forhindrede Leon Guwaras afslutning i at gå i mål.
Med små tyve minutter tilbage af kampen fik gæsterne dog udlignet. Bolden havnede en smule heldigt hos Gyrano Kerk, som fra tæt afstand sendte udligningen i mål.
Fem minutter før tid bragte Utrecht sig så i front med 3-2, da Issah Abass fik alt for meget plads i feltet. Dermed lignede det tre point til Utrecht, men i kampens sidste minut fik Zwolle scoret til 3-3.
Et fladt indlæg fra højrekanten strøg forbi flere spillere, inden bolden havnede hos Yuta Nakayama, som ikke tøvede med at sparke bolden i mål.
Dermed endte det med et point til begge hold efter en yderst underholdende affære.


Utrecht
Zwolle
Æresdivisionen



























