

AaB spillede onsdag eftermiddag testkamp mod Freiburgs U23-hold, og den blev afviklet som fire gange 30 minutter - altså 120 minutters fodbold i alt.
Nordjyderne stillede stærkt fra start med alle profilerne, og Lucas Klitten og Kasper Pedersen var de eneste, der sad over med skader.
Kasper Kusk og Lucas Andersen var livlige for AaB i kampens indledning, ligesom Iver Fossum noterede sig en udmærket skudchance efter et kvarter.
For tyskerne var Marvin Pieringer flere gange tæt på, og efter 39 minutter headede han Freiburg på 1-0.
Patrick Olsen kom også frem til et par gode muligheder, men selvom AaB var spilstyrende, kneb det med skarpheden.
Efter en time blev 10 mand udskiftet, og Jakob Ahlmann var den eneste, der blev på banen.
Ind kom blandt andre unge kræfter som Oliver Klitten, Søren Tengstedt og Anders Bærtelsen, men de formåede ikke for alvor at sætte deres præg på kampen i tredje halvleg.
Til fjerde halvleg blev Ahlmann udskiftet, og Kristoffer Pallesen kom ind igen, men den sidste halve time blev ligesom tredje ikke det helt store festfyrværkeri.
Jeppe Pedersen og Tom van Weert havde et skudforsøg mod slutningen, men det lignede unægtelig et nederlag til AaB.
Det lavede Kristoffer Pallesen dog om på kort før fjerde halvleg var færdig. Backen flugtede en nedfaldsbold i kassen efter et hjørnespark, og så endte det hele 1-1.


AaB
Freiburg II
3F Superliga
Træningskampe






















