

Chelsea og Manchester United bragede lørdag aften sammen i Premier League på Stamford Bridge, hvor der var lagt i ovnen til en stor kamp mellem to mandskaber, der efterhånden var ved at finde fødderne i sæsonen.
Christian Eriksen var tilbage i startopstillingen til kampen efter at have siddet ude de sidste par kampe, mens Cristiano Ronaldo som bekendt slet ikke var med til opgøret.
United bedst før pausen
Eriksen og United startede kampen bedst og tog initiativet tidligt i kampen.
Første mulighed tilspillede de sig også, da Luke Shaw var kommet med frem, og han forsøgte sig fra kanten af feltet, men hans forsøg gik lige uden om Kepa Arrizabalagas mål.
Det satte kimen til yderligere United-dominans, som halvvejs igennem første halvleg spillede sig frem til kampens hidtil største chance, ved at Bruno Fernandes fandt Marcus Rashford i dybden, men angriberen kunne akkurat ikke nå at løfte bolden over en fremstormende Kepa.
Artiklen fortsætter efter billedet

Rashford var dog ikke færdig, og han forsøgte at tage tingene i egen fod, da han driblede mod Chelsea-målet og bankede et hårdt skud afsted mod fjerneste målstolpe.
Kepa stod imidlertid igen sikkert i vejen.
Herefter kom hjemmeholdet så efter et systemskifte bedre med i kampen, og Pierre-Emerick Aubameyang kom frem til en mulighed fra kanten af feltet, hvor skuddet kun lige gik uden om venstre stolpe.
Inden pausefløjt var det dog igen gæsterne, som viste sig frem, da Antony blev spillet i dybden og havde plads til en afslutning. Det var dog med højreskøjten, så bolden gik lige uden om Kepas mål.
Dødvande efter pausen og Varane-skade
Til anden halvleg kom de to hold mere afventende ud - de fik i hvert fald holdt hinanden fra at skabe de store chancer.
Derfor var det desværre også en anden episode, der stjal opmærksomheden efter en times spil.
Raphael Varane gik nemlig her til græsset, efter han havde strakt sig efter en bold, og han fik lavet noget forkert, da han faldt.
Derfor måtte han lade sig udskifte til stor fortrydelse for ham selv og resten af United-mandskabet med ansigtet gemt i trøjen med en måned til VM i horisonten.
Ærgerlige billeder, men kampen fortsatte, og Chelsea bød sig nu til med en god mulighed efter et hjørnespark.
Trevoh Chalobah kom højest til vejrs i sin direkte duel, og hans hovedstød sejlede bagefter op på overliggeren bag David De Gea, men blev ude af United-målet.
Herefter svarede United igen med et Fernandes-skud fra distancen, som Kepa ikke var i problemer for at klare, men som han måtte give et hjørnespark på alligevel.
Klodset McTominay-forseelse og sen Casemiro-kasse
Det lignede derfor mere og mere en remis mellem de to mandskaber frem mod slutfløjt, ligesom det også lignede, at begge hold var fint tilfreds med en deler, der ville holde dem ét point adskilt i tabellen med Chelsea forrest på fjerdepladsen.
Men fem minutter før lukketid skulle det så alligevel blive til et mål i kampen, da indskiftede Scott McTominay dummede sig gevaldigt på et Chelsea-hjørnespark.
Her holdt han nemlig godt fat rundt om Armando Broja, inden sparket, og det gav til sidst et straffespark til Chelsea.
Her var Jorginho som vanligt iskold, og på den måde så Chelsea ud til sent at snyde United for det ene point i kampen og i stedet selv tage alle tre.
Men den sløve anden halvleg sluttede med bulder og brag, og derfor også med en United-udligning i de døende sekunder af kampen på en Casemiro-header, der hoppede på stregen og endte med at gå i mål.
Dermed sluttede kampen i sidste ende med 1-1, hvilket holder de to hold lige ved hinanden i tabellen med et points forskel.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Chelsea
Manchester United
Premier League
























