Som noget ganske usædvanligt i disse dage handler sikkerhedssituationen i Beograd ikke om Irak-krigen, men naturligvis om efterdønningerne af mordet på Serbien-Montenegros premierminister Zoran Djindjic for 2 uger siden.
Landet er fortsat i undtagelsestilstand, og derfor har myndighederne i denne uge været i dialog med fodboldforbundene i både Wales og Serbien-Montenegro.
Efter et afgørende møde i dag mellem de to fodboldforbund blev det i dag besluttet at aflyse næste uges EM-kvalifikationskamp og udsætte den til 20. august, der også er én af FIFAs internationale kampdatoer.
- Beograd er i undtagelsestilstand, og derfor ønsker landet ikke at afholde sportsbegivenheder i hovedstaden, forklarede UEFA-talsmanden Mike Lee i dag.
Det var blevet undersøgt, om kampen kunne flyttes til Montenegros hovedstad Podgorica, men den ide blev droppet, fordi det lokale stadion ikke havde en god nok tilstand til EM-kvalifikationsfodbold.
Serbien-Montenegros venskabskamp på lørdag imod Bulgarien bliver gennemført, fordi kampen er henlagt til byen Krusevan i det østlige Serbien, hvor sikkerhedsrisikoen vurderes til at være mere stabil.
Wales, der fører EM-kvalifikationsgruppe 9, spiller på lørdag hjemme i Cardiff imod Aserbajdsjan.

































