Spanien tager fredag aften hul på VM-slutrunden, når de møder Portugal. Spanien går ind til opgøret med nogle turbulente dage i bagagen.
Onsdag røg Julen Lopetegui ud som landstræner og Fernando Hierro skal stå i spidsen for det spanske mandskab under VM. Anfører Sergio Ramos bakker op om trænervikaren og understreger, at spanierne nu skal rette fokus mod fredagens kamp.
- Julen Lopetegui hjalp os med at kvalificere os og spillede en stor rolle, siger Sergio Ramos ifølge Goal.com.
- Men jo før vi fokuserer på VM, jo bedre. Der er få, der er mere kvalificerede end Fernando (Hierro, red.) til at dække hullet efter Lopetegui. Vi har alle beundret ham som spiller og han er den perfekte kandidat til at dække ind.
- Jo før vi får lagt det bag os jo bedre. Vi skal ikke fokusere for meget på det. Vi skal spille mod de forsvarende europamestre i morgen og det skal vi have fokus på, og så skal vi glemme alt det andet.
Kampen mellem Spanien og Portugal spilles fredag klokken 20.00.


VM
Spanien































