30-årige Ihsan Cimen har været en vigtig leder for Albertslund-holdet de seneste to en halv sæson, hvor han har ageret anfører.
Tiden i Sjællandsserie-klubben er dog forbi for midtbanespilleren, da han har valgt at skifte til konkurrenten Liria FK.
Cimen siger til LigaBold.dk, at han forlader Albertslund, da Adolfo 'Dolle' Rodriguez blev afskediget som træner i Albertslund.
Det var mange spillere og assistenttræner Rasmus Bjørn utilfredse med klubbens behandling af den tidligere træner, og det har Cimen også taget konsekvensen af nu.
Midtbanespilleren har valgt Liria FK, der er beliggende i Herlev, da klubben viste størst interesse.
- Jeg er skiftet, fordi der skete det med 'Dolle'. 'Dolle' kom af, og det skete på den her måde. Så var der bare en dominoeffekt, hvor alle lige pludselig stoppede. Så alle dem, som jeg talte med og var venner med og havde et godt forhold til, stoppede, og så ringede Liria faktisk.
- De ringede efter vores seneste kamp mod dem, og jeg fik en snak med formanden, og han sagde, at de var meget interesserede. Så prøvede jeg det af i opstarten, og det var helt fint, så jeg fik heller ikke en dårlig følelse, fordi Albertslund var færdig. 'Dolle' var væk, og folk var smuttet, så det passede perfekt og lå til højrebenet, siger Ihsan Cimen til LigaBold.dk.
Var der andre klubber inde i billedet?
- Jeg har været i dialog med Værebro, og så var der Liria, og så fik jeg også en henvendelse fra Vallensbæk. Det var de tre klubber, og da 'Dolle' blev sportschef i Solrød, men der var ikke noget konkret. Det var mere, hvis jeg ville.
Hvorfor valgte Liria af de tre klubber?
- Jeg synes, at Liria viste størst interesse, og de sagde, at jeg skulle komme, og min plads var klar. Det føltes bare som det rigtige.
At forlade Albertslund IF har ikke været en nem beslutning for den nu tidligere anfører.
I vinterpausen har Albertslund mistet mange bærende spillere, og det kunne holdet mærke i den første turneringskamp i Sjællandsserien, hvor mandskabet tabte med hele 0-11 til Hørsholm-Usserød IK.
- Jeg er jo 'albertslunder', så det gør ondt i hjertet at se klubbens fald på den her måde. Jeg er født og opvokset i Albertslund og har spillet der i mange år, og måden, hvorpå tingene er blevet gjort, kunne have været blevet gjort anderledes.
- Der var jo spillerflugt, og alle stoppede. Seneste resultat er 11-0, og det er rigtig synd, at det skal være på den her måde. Det gjorde faktisk ret ondt og alligevel ikke, fordi der er ikke nogen tilbage på holdet. Hvis de også var der, var jeg selvfølgelig blevet. Det var lidt nemmere for mig at skifte.
Ambitiøs klub
Den 30-årige midtbanespiller har tidligere spillet i Brønshøj, Avarta, Frem, Skjold og Ishøj samt senest i Albertslund, og han kan både skrive 1. og 2. divisionskampe på CV'et.
Det er derfor en erfaren mand, som Liria FK får gavn af. Han vil gerne skabe noget ro og hjælpe de unge på Sjællandsserie-mandskabet, og han synes også, at han giver meget af sig selv.
Cimen kan mærke, at han er blevet en del af en ambitiøs og familiær klub, der værner om fællesskabet.
- Når man kigger individuelt på spillerne, så er det nogle rigtig dygtige spillere. Jeg kan mærke, at man har en træner, der rigtig gerne vil det, og klubben er meget ambitiøs.
- Sportschefen og formand vil rigtig gerne, og folk kommer til træning og vil det rigtig gerne. Jeg føler lidt, at Liria er i en genopbyggende fase og er ved at skabe et fundament. Nu vandt vi i fredags. Vi skal lige komme væk fra nedrykningsstregen, og når vi har gjort det, så skal vi bygge op, og så bliver vi seriøse kandidater om oprykning til næste sæson, siger Ihsan Cimen til LigaBold.dk.
Albertslund IF er sidst i Sjællandsserien Pulje 1 med blot fem point efter 14 kampe. Liria indtager ottendepladsen med 17 point efter 14 opgør.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.



Albertslund
Liria FK































