



En kæmpe opgave venter for Københavnsserie-klubben FB (Frederiksberg Boldklub), da 2. divisionsmandskabet AB gæster Frederiksberg Stadion onsdag aften i den første runde af hovedturneringen af pokalen.
Den tidligere divisionsbomber og nuværende FB-cheftræner Olcay Senoglu siger til bold.dk, at serieholdet kommer på en meget vanskelig opgave.
- Det bliver en ekstremt svær opgave. Der skal være den forskel på de to hold, da der er tre rækker imellem os. Hele setuppet i en 2. divisionsklub er også bedre. Vi glæder os til kampen, og vi skal også nyde den og være med så længe, vi kan.
- Den anden faktor er, at vi har været i gang i halvanden uge, hvor AB har været i gang lidt længere tid. En ting er setuppet og hele forskellen på de to hold, men at de har været i gang lidt længere tid, gør lige opgaven en ekstra tand svær, siger Olcay Senoglu til bold.dk.
FB-cheftræneren ser kampen mod AB som en god opstartskamp, men Københavnsserie-mandskabet vil stadig forsøge at bide skeer med Emil Wass, der er bror til Daniel Wass, og resten af AB-mandskabet.
- Vi vil prøve at se, hvor lang tid vi kan holde os inde i kampen og spille på alle de elementer, som det undertippede hold kan have. Vi vil kæmpe og arbejde hårdt. Vi vil ikke spille anderledes, men vi vil gribe chancen, når den er der. Når vi møder et hold som AB, så får vi ikke mange chancer, så når vi får dem, skal vi selvfølgelig score og prøve at holde AB fra at score.
- Kan vi gøre det, så må vi se, hvordan det står til efter første halvleg. Vi skal måske prøve at trække tempoet lidt ud af kampen, siger FB-cheftræneren, der tilføjer, at AB er en helt anden kaliber, end hvad holdet er vant til.
Har forstærket sig
I sommerpausen har FB forstærket sig med Hakan Redzep, der har en fortid som udlandsprofessionel og har mange divisionskampe på CV’et. Derudover fik han debut for FC Nordsjælland i Superligaen. Han kommer til at agere spillende assistenttræner.
Selvom FB er undertippet, står holdet et godt sted, mener den tidligere divisionsbomber Olcay Senoglu.
- Vi er rigtig glade for, at vi har fået Hakan (Redzep, red.) ind. Jeg kender ham fra vores Fremad Amager-tid, og han er en fantastisk person. Han bidrager allerede med rigtig meget på og uden for banen.
- Det er en kapacitet, som vi har fået. Han er også dygtig til at snakke på tværs af trænere og så videre, så det, tror jeg, kommer til at gavne hele klubben, siger Olcay Senoglu til bold.dk og tilføjer.
- Vi har en god stamme, og vi slog også GVI ud, som ligger i Danmarksserien i den sidste kvalifikationsrunde. Vi har en god stamme, som vi tror på, men det primære fokus er på KS (Københavnsserien, red.). Vi skal bruge den her kamp i forhold til at blive ved med at bygge, og så skal vi nyde, at vi har fået sådan en kamp af den størrelse, når vi spiller, hvor vi gør.
Pokalopgøret mellem FB og AB bliver fløjtet i gang onsdag 3. august klokken 19 på Frederiksberg Stadion, og bold.dk kommer til at være til stede på stadionet for at dække opgøret. Du kan læse om opgøret efter slutfløjt på bold.dk.

FB
Betano Pokalen



























