2021-12-30 13:30:00

Serieklub snupper popsanger med BIF-fortid

Serie 1-klubben Boldklubben Rødovre har sikret sig Kevin 'Bro' Andreasen, som tidligere har været en del af Brøndby IF. Han har dog de senere år mest været kendt som popsanger.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Mange kender bedst Kevin Andreasen som popsangeren 'Bro', der har haft mange sange på de danske hitlister.

Han har også deltaget i diverse realityshows såsom Paradise Hotel. I 2018 blev 'Bro's sang 'Sydpå' den mest streamede sang i Danmark, og det var titelmelodien til 14. sæson af Paradise Hotel.

Sangeren kan dog andet end at være hitmager.

Han har nemlig også en fortid som fodboldspiller i Brøndby IF, hvor han i sine unge dage også var en del af det danske U16-landshold.

Efter popkarrieren begyndte at tage fart, lagde Andreasen fodbold på hylden, men nu vil han gerne give fodbolden en ny chance.

Boldklubben Rødovre-sportschef Jesper Funch siger til LigaBold.dk, at Serie 1-klubben har sikret sig den 25-årige popsanger. Funch har tidligere stiftet bekendtskab med Andreasen i Avarta.

- Det er kommet på plads på den måde, at jeg har haft ham som ungdomstræner i Avarta, da han kom fra Brøndby. Det var før hans musikkarriere. Han spillede på Brøndbys ungdomshold og var rigtig dygtig, og han skulle spille noget divisionsbold. 

- På det tidspunkt lå Avarta i 2. division. Der havde jeg U19- og U21-holdet, og det var den vej rundt, at jeg lærte ham at kende. Så spillede han hos mig, men så blev han desværre skadet på førstesenior.

- Da musikken begyndte, stoppede han mere eller mindre med at spille fodbold. Han vil så gerne i gang igen, og han har været nede i B. 77 (B. 77, Rødovre i Serie 2, red.) hos nogle venner. Så ringede han til mig for et års tid siden, og det kunne ikke rigtig kombineres med at have en musikkarriere og spille fodbold på Serie 1-niveau.

- Spillerne kommer der jo også fordi, de tager det seriøst stadigvæk. Der er også plads til alt det andet, men de tager det seriøst og kommer ikke og vejer 100 kilo. Da der var så meget fart på sangkarrieren med 300 koncerter om året, kunne han slet ikke kombinere det. 

- Efter coronaen har smadret en masse ting for os alle sammen, så er der også blevet skruet lidt ned, og vi snakkede om, at der nu var plads til fodbold, og han er også blevet lidt ældre. Nu kunne han godt se, at han kunne kombinere det.

- Så har han trænet med i et par måneder, og så blev det mere og mere seriøst, og så tog vi en snak, hvor jeg spurgte ham, hvor meget han ville det, for vi kunne godt kombinere det nu, hvor der måske er 50 aftaler om året. 

- Det er den vej rundt, at det er kommet i stand, og så er han mega seriøs, og jeg er virkelig imponeret over, hvordan han er gået til det, og han er i god form. Han er en rigtig god fodboldspiller, siger Jesper Funch til LigaBold.dk.

Overrasket

Sportschefen siger, at Andreasen har vist gode takter, og han er begejstret for popsangerens fodboldmæssige evner.

- Vi var lidt usikre. Han sagde en masse ting i vores snakke. Vi har snakket meget om det. Han sagde til mig, at jeg skulle se ham, for han var i virkelig god form. Det var jo svært at måle ham, før han havde en træning sammen med de andre. Der må jeg bare sige, at der blev jeg overrasket over, at han virkelig var i toppen af træningen af de offensive spillere.

Det er planen, at Kevin Andreasen skal bruges om højrekant i Boldklubben Rødovre, og her kan popsangerens store hurtighed blive meget vigtig, pointerer sportschefen.

- Dengang han var ung, var han fantastisk hurtig, og det troede jeg lidt, at han havde mistet, men det har han ikke. Vi har rigtig meget brug for en højre side, der er hurtig. Vi har en rigtig god back, men vi har måske manglet noget lidt længere fremme på banen, men han kan også spille to andre pladser. Det er planen, at han skal være i højre side, da vi også har en god venstre side, så det tror jeg bliver rigtig, rigtig godt, siger Jesper Funch til LigaBold.dk.

Boldklubben Rødovre starter op i januar, og her skal Kevin Andreasen forsøge at spille sig på Serie 1-mandskabet.

Kevin Andreasen er noteret for to U16-landskampe for Danmark, og det var begge mod Israel i november 2011. I 2012 blev den hurtige popsanger U17-pokalmestre med Brøndby, og her scorede Andreasen i finalen.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce