Tidligere mandag udtalte Emil Lyng til bold.dk, at han ikke regnede med at få sin kontrakt med Silkeborg forlænget, da han ikke havde hørt fra klubben. Lyng kan dog stadig have en fremtid i klubben, fortæller manager Peter Sørensen.
- Han har spillet ganske lidt, fordi jeg har vurderet, at der er andre, der har været bedre end ham. Det er ikke fordi, at jeg har været utilfreds med ham, fortæller Peter Sørensen til bold.dk.
- Men jeg har meddelt ham, at han har spillet for lidt til, at det allerede er nu, at vi skal afklare det. Så han må bruge den sidste tid af sæsonen på at gøre det så godt, som han kan, og så må vi tage stilling til, om det skal fortsætte, siger manageren.
Målmandsduoen Jens Rinke og Kristian Fæste har også udløb ved årsskiftet. Rinke er i samme situation som Emil Lyng, mens Fæste ikke får forlænget.
- Fæste har fået at vide, at han ikke får forlænget sin kontrakt. Han har ikke haft mulighed for at overbevise os om, at det er ham som vi skal satse på fremadrettet. Det er selvfølgelig primært, fordi han desværre har været skadet det meste af tiden, siger Sørensen.
Silkeborg hentede 24-årige Kristian Fæste på en fri transfer fra Vejle i løbet af sommeren.
peter@bold.dk


Silkeborg IF
3F Superliga





























