Simon Makienok er transferfri, men ser ikke ud til at vende retur til dansk fodbold i denne omgang.
Den stærke angriber nærmer sig ifølge bold.dk's oplysninger et skifte til den tyske kultklub St. Pauli, hvor han, som bold.dk forstår det, fredag er til lægetjek.
- Jeg kan sige så meget, at interessen for Simon har været intens de seneste uger og væsentlig større, end den var i starten af vinduet.
- Men jeg har ingen kommentarer til det pågældende rygte og kan ikke sige noget om, hvor Simon ender, siger Makienoks agent Casper Grønn fra People in Sport til bold.dk.
Den tyske klub skal sandsynligvis bruge en ny angriber, da klubben efter al sandsynlighed siger farvel til den store hollandske angriber Henk Veerman, som i både tyske og hollandske medier meldes på vej retur til Heerenveen.
St. Pauli spiller i 2. Bundesligaen, hvor holdet i sidste sæson endte nummer 14 og undervejs i sæson var den klub, der scorede næst færrest mål, og klubben har altså udset sig Makienok som en mulig løsning på scoringsproblemerne.
29-årige Makienok spillede også i 2. Bundesligaen i foråret, hvor han for Dynamo Dresden spillede ni kampe og scorede tre mål.



St. Pauli
Tyskland 2. Bundesliga































