30-årige Daniel A. Pedersen nyder tilværelsen i Orange County SC i Californien, hvor han til den kommende sæson er anfører.
Fremover bliver den tidligere Superliga-spiller dog ikke den eneste dansker i USL-klubben.
Emil Nielsen er nemlig kommet til klubben fra Lyngby, mens den tidligere Superliga-spiller Morten Karlsen skal være assistent.
Pedersen kender både 29-årige Nielsen og 43-årige Karlsen fra Danmark, og Orange County-anføreren siger til bold.dk, at det er fantastisk at få dansk selskab i klubben.
- Det er fedt. Det er dejligt at have nogle kendte ansigter herovre. Nu er der blevet skiftet en del ud på holdet, og så er det selvfølgelig fedt at få nogle, som man kender hjemmefra.
- Emil er en god spiller, og Morten er en god træner, og man har kunnet mærke, at det har givet et skub i opstarten, siger Daniel A. Pedersen til bold.dk og tilføjer.
- Det er også for at hjælpe med det taktiske. En collegesæson varer tre måneder, så det er ikke så meget fodbold, som man får spillet i løbet af collegetiden. Det er fint at få nogle over, som har prøvet noget andet end collegesystemet og kan hjælpe de unge på vej.
God start
Pedersen fortæller, at begge danskere har fået en god start i den amerikanske klub. Den nye danske assistent Morten Karlsen er altid klar på en sjov bemærkning, og det har skabt gode grin, siger Pedersen.
- Jeg har hjulpet Emil med alle de praktiske ting som lejlighed. Jeg synes, at han er kommet rigtig godt ind i det, og det er også en nem gruppe at komme ind i.
- Morten er også faldet godt ind i det. Han er en rigtig hyggelig fyr, der kan lave lidt sjov, og det kommer man også lang vej med herovre.
Har Morten Karlsen fået sat sit præg allerede?
- Ja, ingen tvivl om det. Han er kommet ind med godt humør, og jeg tror også, at amerikanerne har taget rigtig godt imod ham i forhold til hans væremåde. Det virker til, at han er faldet godt på plads og er sig selv, som man kender ham hjemmefra, så det er faldet godt herovre.
Har han lavet nogle pranks med jer?
- Han har ikke lavet pranks endnu, men han kommer med godt humør, og han kan stikke lidt til folk og lave sjov. Det kan amerikanerne også finde ud af, så han passer rigtig godt ind. Han er et friskt pust i klubben, og han er rigtig fin at have i klubben.
Meget viden
Emil Nielsens kvaliteter inden for kridtstregerne og Morten Karlsens færdigheder som træner kan ende med at få stor betydning for Orange County i den kommende sæson i den næstbedste række, hvor klubben jagter en plads i playoff.
- Jeg tror, at det kan give rigtig meget. Emil kommer med noget af det, som vi manglede i den seneste sæson individuelt på kanten.
- Morten kommer med en masse viden, og han har taget god styring og kommet godt ind i det. Man har tydeligt kunnet mærke, at det har givet holdet en ny dimension specielt i det offensive med Emil, siger Daniel A. Pedersen til bold.dk.
Du kan se Daniel A. Pedersen score for Silkeborg i videoen øverst i artiklen.
Orange County indleder USL-sæsonen 12. marts.


Orange County SC
North American Soccer League



































