Den rutinerede midtbanespiller Christian Keller blev skiftet ind, men udgik med en lægskade allerede et kvarter senere, da Viborg tirsdag tabte 1-0 hos AC Horsens.
36-årige Keller har allerede annonceret sit karrierestop efter denne sæson, og han erkender, at han kan have spillet sin sidste kamp.
- Nu må vi se. Sidst det skete tog det lidt længere tid, end jeg havde regnet med. Jeg er desværre blevet så gammel, at det tager lidt længere tid at blive klar igen, siger Keller til Viborg Folkeblad og tilføjer:
- Jeg håber jo ikke, at vi har ret mange kampe igen. For det vil betyde, at vi overlever. Det kan blive fire kampe endnu, men jeg håber altså på, at vi kun har to tilbage.
Viborg redder sig en ny sæson i Superligaen, hvis de vinder deres kommende dobbeltopgør mod enten AGF eller Esbjerg. Taber de, skal de møde nummer tre fra 1. division over to kampe.


Viborg FF
3F Superliga































