Slavia Prag førte derbyet mod Sparta Prag med 3-2 lørdag aften.
I dommerens tillægstid valgte førstnævntes fans dog at løbe ind på banen, hvor de angreb Sparta-spillerne og udebanefansene.
Kampen blev suspenderet efterfølgende, og skandalen har nu fået konsekvenser for Slavia Prag.
Det har den tjekkiske ligas disciplinærkomité (LFA) meldt ud.
Slavia Prag er blevet taberdømt. Sparta Prag vinder således opgøret 3-0 i stedet.
Slavia Prag har også fået en bøde på ti mio. tjekkiske koruna. Det svarer til lidt over tre mio. danske kroner.
Det er den højeste mulige bøde, man kan blive tildelt inden for reglerne.
Derudover skal de spille de næste fire kampe på hjemmebane uden tilskuere.
Sparta Prag har også fået en bøde. De skal betale 600.000 tjekkiske koruna svarende til lige under 200.000 danske kroner.
Slavia Prag ligger fortsat øverst i rækken. De fører med fem point ned til Sparta med tre runder igen.
Slavia Prags bestyrelsesformand reagerede allerede søndag på de skandaløse hændelser.
- Vi kan ikke finde nogen formildende omstændigheder for os selv. Vores fans løb ind på banen og afbrød objektivt set kampen før tid. Modstanderen har meldt om et angreb på én eller to spillere.
- Jeg mener, det er legitimt, at kampen blev afbrudt. Da jeg talte med vores spillere, sagde de, at hvis noget lignende var sket hos dem, ville vi have reageret på samme måde.
- Vi kan kun undskylde. Vi må reagere fremadrettet, så den slags situationer ikke gentager sig. Det er svært. Vi manglede tre-fire minutter i at kunne fejre mesterskabet, og jeg tror, spillerne ville have klaret det.
- I stedet står vi med måske den største skandale, jeg har oplevet i mine elleve år i klubben. Jeg undskylder til alle ordentlige fans, der blev på tribunerne, og til alle seere foran skærmene. Det er en skandale, som vi må leve med, lød det fra Slavia Prags bestyrelsesformand Jaroslav Tvrdík til klubbens hjemmeside.



Slavia Prag
Sparta Prag
1. Division




































