Skive IK har vist voldsom styrke i foråret. Klubben har næsten vundet alt, og i mandags blev 2. divisions oprykningsspil indledt med en storsejr på 4-0 over HIK.
Skibonitterne fører rækken med fire point ned til Kolding IF på andenpladsen og otte point til Brabrand på tredjepladsen - og det giver cheftræner Thomas Røll tro på oprykning.
- Mulighederne er gode. Vi ligger i en rigtig god position med otte point ned til tredjepladsen, og nu handler det om, at vi ikke skal kigge for meget på de andre.
- Jeg føler mig ret sikker på, at vi ligger på en af de to første pladser, når sommeren nærmer sig, siger Thomas Røll til bold.dk og forklarer, hvorfor han har den følelse.
- Uden at kende østholdene særlig godt synes jeg, vi har den bedste trup i 2. division, og det forpligter. Jeg synes, drengene har levet op til det, og det er selvfølgelig derfor, vi ligger, hvor vi ligger, siger han.
Skarpe foran mål
Men hvad er det så, der fungerer så godt i Skive? Hvis man kigger lidt på tallene, så skinner det igennem, at holdet har scoret 60 kasser hidtil i sæsonen - det er 11 flere end nærmeste forfølger.
- Vi kommer frem til rigtig mange chancer, og specielt i foråret har vi været voldsomt effektive. Det vidner bare om, at gutterne er skarpe foran kassen, siger Thomas Røll.
- Når man selv har spillet, ved man, at mål afføder selvtillid, så det er klart, at der er masser af selvtillid i holdet lige nu - og vi har en del målfarlige spillere på holdet,
- En af dem, der også tidligere har scoret meget, Mathias Bersang, fik de første minutter i stængerne forleden. Der er formentlig mål i vente fra hans side, så det er bliver positivt, siger Røll med henvisning til, at Bersang har været skadet i en længere periode.
Mikkel Jespersen går forrest
Skive-træneren har et hold med både rutine og ungdommeligt gåpåmod, og han fremhæver særligt én spiller, når han skal pege på en, der går forrest.
- Mikkel Jespersen har spillet på højt niveau tidligere, og han er en klar lederfigur på holdet.
- Jeg synes dog, det er fordelt godt på holdet, og det er uafhængigt af alder og tidligere meritter. Der er plads til, at alle byder ind, men det er klart, at Mikkel er en af dem, der går forrest, siger Thomas Røll.
Skive-træneren fortæller desuden, at han glæder sig, til banerne bliver mere jævne, end det er tilfældet lige nu. Så kan holdet nemlig for alvor begynde at praktisere den boldbesiddende spillestil, som Røll står for.
nicolai@bold.dk


Skive IK
CampoBet 2. division
































