Robert Skovs vej til startelleveren i Hoffenheim er måske blevet kortere i den kommende tid.
Den tyske Bundesliga-klub meddeler onsdag, at schweiziske Steven Zuber er blevet opereret i sin højre fod med succes.
Den 28-årige midtbanespiller var, ifølge klubben, tvunget til operationen, da han havde døjet med vedvarende smerter efter et hårdt slag i en kamp mod Frankfurt i sæsonens indledning.
Smerterne havde holdt den schweiziske landsholdsspiller ude af træning, og derfor var et kirurgisk indgreb nødvendigt.
Hoffenheim meddeler ikke noget om, hvor længe Steven Zuber må sidde ude efter sin operation.
Zuber, der har spillet 23 kampe for det schweiziske landshold, kan spille alle positioner på midtbanen, men han opererer som regel på en af de to fløje.
Det schweiziske landshold møder det danske landshold den 12. oktober, men det opgør må Steven Zuber måske se hjemme fra sofaen.


Hoffenheim
EM
Bundesliga
Schweiz





























