



FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen spillede en noget uvant rolle, da holdet mandag tabte med 1-2 til FC Midtjylland.
Her blev den formstærke kantspiller nemlig rykket ind som central angriber, men det er ikke en position, han er kæmpe fan af at spille, siger han til BT.
- Tjoh, altså. Det er ikke min favoritposition, det skal jeg ikke lægge skjul på. Men træneren ville prøve noget andet i dag (mandag, red.), og som jeg også sagde til ham, så respekterer jeg hans valg og vil gøre mit bedste. Men jeg vil helt klart hellere spille højre kant, siger Skov Olsen.
Cheftræner Flemming Pedersen mener, at Skov Olsen leverede en god indsats på den uvante position.
- Vi har talt med DBU om det, der også godt kan se ham brugt derinde, og det er en del af hans spil, vi gerne vil udvikle på. Jeg var meget tilfreds med hans præstation, siger Flemming Pedersen til mediet.
19-årige Skov Olsen har scoret hele 25 kasser i 40 kampe for FC Nordsjælland i denne sæson.



FC Nordsjælland
3F Superliga
































