


På søndag slutter VM, når Spanien og Argentina mødes i den store finale.
Men selvom sommerens slutrunde snart er ved vejs ende, kan den stadig få konsekvenser for flere aktører.
FIFA forventes at uddele sanktioner til flere spillere og trænere, når VM er slut. Ifølge The Athletic vil fodboldforbundet vente til efter turneringen med at behandle en række sager, hvor aktører har rettet hård kritik mod dommerne.
Flere markante navne risikerer dermed at blive straffet for udtalelser, som FIFA vurderer kan have bragt sporten i miskredit.
Blandt dem er Englands landstræner Thomas Tuchel, Schweiz-profilen Manuel Akanji og Egyptens landstræner Hossam Hassan.
Tuchel gik efter ottendedelsfinalen mod Mexico hårdt i rette med dommer Alireza Faghani.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er ikke godt nok. Han kan sende et hvilket som helst hold ud når som helst. Det er uforudsigeligt, og det er upålideligt i kampene, lød det fra den engelske landstræner.
Hossam Hassan var også i den grad rasende efter Egyptens nederlag mod Argentina, hvor han antydede, at dommeren var blevet påvirket inden kampen.
- Der virker til at have været pres fra argentinsk side på dommeren, som har ført til det her udfald, sagde den egyptiske landstræner.
FIFA ønsker ikke at kommentere de konkrete sager, men ifølge The Athletic vil en eventuel disciplinærstraf afhænge af blandt andet dommernes indberetninger og sagens øvrige omstændigheder.
Det er ikke første gang, FIFA venter med at reagere. Efter VM i Qatar i 2022 blev flere forbund også først sanktioneret, efter turneringen var afsluttet.

VM Morgenbriefing: Argentina knuser Englands VM-drøm
Hattrick | Afsnit 151VM-finalen er på plads. Argentina leverede endnu et sent comeback og sendte England ud af turneringen – nu venter et gigantisk opgør mod Spanien på søndag.
Læs mere
VM
Egypten
England




































