



Brøndby var favoritter til søndagens superligaopgør, men det var Esbjerg som startede klart bedst.
Vestjyderne kendte deres besøgstid, og viste gejst, vilje og energi. Det gav hurtigt pote, og efter bare tyve minutter var EfB foran 2-0.
Kampens første mål faldt allerede efter 13 minutter. Pyry Soiri brød igennem på venstre fløj, og herfra sendte han et fladt indlæg ind i boksen.
Adrian Petre kom først mellem to Brøndby-forsvarere, og her sendte han bolden fladt ind i det tomme mål.
Så stod der 1-0 til Esbjerg, men der gik ikke lang tid før føringen var fordoblet.
Denne gang var Joni Kauko målscoreren, efter flot forarbejde af Daniel Anyembe.
Han sendte et indlæg ind i feltet fra højre fløj, og her stangede Kauko bolden i netten, uden for rækkevidde af Brøndby-keeper Marvin Schwäbe.
Brøndby var godt og grundigt på hælene i kampens indledning, men de kom bedre med i takt med at pausen nærmede sig.
Knap ti minutter før pausen nærmede Brøndby sig det esbjergensiske mål, og det gav dem et frispark på kanten af feltet.
Det tog Dominik Kaiser sig af, og han gelejdede med usvigelig sikkerhed bolden over muren og ind i målet.
Så var stillingen 2-1 og Brøndby-spillerne kunne gå til pause med vished om, at de stadig var med i opgøret på trods af deres pauvre udlæg.
Esbjerg på spil igen
Brøndbys reducering havde dog ikke rystet Esbjerg, som kom ud til anden halvleg med samme energi de havde vist i første.
Efter fem minutters spil sendte Adrian Petre bolden i nettet, og selvom den midlertidige cheftræner Claus Nørgaard jublede på sidelinjen, så blev målet korrekt annulleret for offside.
Brøndby etablerede langsomt et overtag i denne periode af kampen, men de gulblusede havde svært ved at komme frem til åbne chancer.
I stedet var det Esbjerg, som lidt ud af det blå bragte sig yderligere foran.
Efter et frispark landede bolden for fødderne af Jacob Lungi Sørensen, og fra sin position i feltet bragede han bolden i mål. 3-1 til Esbjerg.
Brøndby havde bolden mest efter Esbjergs scoring, men de var ufarlige i offensiven og formåede ikke at etablere et pres på Esbjergs banehalvdel i kampens slutminutter.
Derfor sluttede Claus Nørgaards første kamp i spidsen for EfB med en fortjent 3-1-sejr.
Med sejren har Esbjerg otte point efter ti kampe, hvilket yderligere isolerer Silkeborg IF i bunden af Superligaen. Esbjerg er nu fem point over SIF.


Brøndby IF
Esbjerg fB
3F Superliga































