





Christian Ege Nielsen er anfører i FC Fredericia, og inden forårspremieren mod Fremad Amager havde han været ude at fortælle bold.dk, at han godt kan se sit hold rykke op i Superligaen.
Da han efter sæsonpremieren mod Fremad Amager skulle sætte ord på 2-4-nederlaget, kunne han godt se det ironiske i sin udmelding op til kampen, og han var da også dybt skuffet over at have tabt – men han var ikke helt opgivende.
- Vi er selvfølgelig mega-skuffede, men jeg synes, at vi på trods af resultatet leverede en rigtig fin kamp, og det er vi nødt til at hæfte os ved, siger Christian Ege Nielsen til bold.dk.
FC Fredericia var nede med 0-4, inden Victor Torp scorede to pinde og pyntede på resultatet i den sidste halvdel af anden halvleg – og det var der en klar årsag til.
- Det er selvfølgelig meget udtalt, at vi lavede nogle store personlige fejl, og de var utrolig effektive, når de fik chancen. Og så har vi nogle ting, vi skal have rettet op på defensivt.
- Det var de personlige fejl, der blev afgørende. De kom på nogle dårlige tidspunkter. Eksempelvis lavede vi en lige efter pausen, hvor det førte til mål, og det tog lidt pusten fra os – men jeg er ikke så nervøs.
- Jeg synes, vi reagerede rigtig fint, og jeg synes, vi fandt en masse åbninger, som vi havde brug for for at komme tilbage i kampen – men så lavede vi en ny bommert, og det betyder, at vi må se indad, siger Christian Ege Nielsen.
FC Fredericia er fortsat på andenpladsen, og Ege var da også overvejende positiv trods den smertelige sæsonpremiere.
- Der er selvfølgelig nogle ting, der bekymrer mig, men der er også nogle positive ting, vi skal hæfte os ved. Det er ikke så sort/hvidt, det hele. Vi skal nok komme stærkt igen, siger Christian Ege.
FC Fredericia møder i den kommende runde Viborg FF, som fredag smed point mod Hvidovre IF.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Fredericia
Betinia Liga



































