Kristian Fæste stopper karrieren. Den 26-årige keeper blev skulderskadet kort inde i sin nye tilværelse som Silkeborg-spiller, og den skade har nu tvunget ham til at stoppe karrieren. Det oplyser Silkeborg på sin hjemmeside.
- Det har været svært at skulle acceptere denne beslutning. Men der er ikke anden udvej. Efter lang tids forsøg på genoptræning har jeg været igennem en operation, og først om tre måneder ved jeg, om min skulder overhovedet bliver funktionsdygtig igen, siger Fæste til Silkeborgs hjemmeside.
- Mit ophold i klubben blev slet ikke som hverken jeg eller SIF havde håbet. Det er jeg ked af, for det er en god klub og nogle gode gutter at arbejde sammen med, siger han.
Kristian Fæste har fået foretaget et indgreb i skulderen, hvor man forsøgte at få styr på problemerne. Men smerterne er ikke forsvundet, og til sidst fik de også konsekvenser for Fæstes liv uden for fodboldbanen.
Nu går Fæste efter at få en karriere i det private erhvervsliv.
- Jeg brænder for marketing, salg og branding, så jeg håber at kunne finde job indenfor det. Helt praktisk har jeg jo nogle regninger, der skal betales hver måned, og de kommer jo, uanset at jeg ikke længere kan leve af at være fodboldspiller, siger Kristian Fæste.
Kristian Fæste har fået sin fodboldopdragelse i Vejle Boldklub, hvor han også fik sin seniordebut og over 100 divisionskampe. I Silkeborg nåede han aldrig at få debut.


Silkeborg IF
Vejle Boldklub
3F Superliga































