Norge Eliteserien -'Sky is the limit' for Chiakha: Et enormt potentiale
Foto: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix
2026-09-05 11:45:00
Foto: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix

'Sky is the limit' for Chiakha: Et enormt potentiale

Freyr Alexandersson har været overrasket over Amin Chiakha, som har vist sig at være et bæst i Rosenborg med masser af mål og en utrolig arbejdsindsats. Men det kan blive vildere endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Eliteserien - 20. runde

I dag d. 5. sep 16:00

RBK

vs

H-K

Amin Chiakha har været ustyrlig for Rosenborg på det seneste.

Den danske angriber har scoret mål på stribe og blev i juli kåret til månedens bedste unge spiller i Norge.

Nu kommer cheftræner Freyr Alexandersson med store roser til danskeren og pointerer, at det kan blive vildere endnu for den unge angriber.

- Vi har 14 kampe tilbage. Jeg kan ikke forvente, at han scorer seks-syv mål i seks kampe igen. Men det har jo været sindssygt indtil videre, og for ham er 'sky the limit'.

- Han har et enormt potentiale, siger Freyr Alexandersson til Bold.

Alexandersson har kun haft Chiakha under sin ledelse siden 17. juni, men på kort tid har den danske angriber gjort et stort indtryk på træneren.

- Han har trænet som et bæst hver eneste dag. Han tager til sig de ting, som Jonathan (Hartmann, red.) og jeg er kommet med omkring træningsmetodik og spillestil.

- Jeg synes også, at spillestilen og måden, vi træner på, passer ham rigtig godt. Han har præsteret på et rigtig højt niveau. Det er både, når vi har bolden, og uden. Jeg er måske mest imponeret over hans defensive indsats.

Det er netop en ting, som Alexandersson har bemærket ved Chiakha.

Selvom Chiakha er blevet en publikumsyndling med masser af mål i bagagen, er der på ingen måde stjernenykker at spore.

For Alexandersson er derfor især én del af Chiakhas spil, som har overrasket positivt.

- Jeg vidste godt, at han var farlig og kunne score mål. Men hans defensive indsats, duelspil og hvor uselvisk han er i forbindelse med at tage de ekstra meter for holdkammeraterne, det har jeg været rigtig imponeret over.

262980
Foto: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix

Bedre end nogensinde
Amin Chiakha kæmpede med at få sit helt store gennembrud i FC København, mens lejeopholdet i Vejle Boldklub endte som en fuser.

Men i Trondheim har han for alvor fundet melodien og er i gang med at forløse det store potentiale, som der i flere år har været talt om i forbindelse med Chiakha.

Freyr Alexandersson glæder sig over, at man i Rosenborg har formået at få gang i den talentfulde angriber, som kun bliver bedre og bedre.

- Vi har fået det til at fungere offensivt. Vi har sat ham ind i nogle positioner, hvor han kan være farlig. Han har skabt flere målchancer til sig selv, end han har gjort nogensinde i sin karriere.

- Så rammer han jo kassen ret tit nu og scorer mange mål. Det har været fantastisk.

Den stærke målform har naturligt nok også givet danskeren en stor tro på egne evner, og det er noget, Alexandersson nyder at se.

Nu handler det ifølge cheftræneren om at gøre de stærke præstationer til en vane.

- Der er ingen tvivl om, at Amin spiller sin bedste fodbold i sin karriere.

- Hvis han fortsætter med at træne så godt, som han gør, og har så stærk en mentalitet, som han har, er jeg ret sikker på, at han kommer til at præstere rigtig godt resten af sæsonen.

20-årige Amin Chiakha står noteret for ni mål i 18 kampe for Rosenborg i Eliteserien.

Lørdag skal han igen i aktion, når Rosenborg tørner sammen med Hamkam.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Eliteserien - 20. runde

I dag d. 5. sep 16:00

RBK

vs

H-K

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce