




Dominik Szoboszlai havde en blandet første halvleg i FA Cup-kampen mod Barnsley.
Efter blot ni minutter hakkede han bolden ind fra omkring 25 meters afstand, og senere kom Liverpool også på 2-0.
Men det gjorde måske Merseyside-klubben og Dominik Szoboszlai en smule afslappet, for fem minutter inden pause leverede ungareren en stor brøler.
Han forsøgte en hælaflevering i eget felt, men bolden røg lige hen til en Barnsley-spiller, der let kunne reducere.
Se situationen i videoen til artiklen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Liverpool-træner, Arne Slot, var ikke tilfreds med, hvad han så fra Dominik Szoboszlai.
- Jeg synes ikke, man skal gøre det i en FA Cup-kamp eller Liga Cuppen, en venskabskamp eller endda en træningssession.
- Det er et mærkeligt valg, og jeg har også min mening om det, men jeg foretrækker at holde det for mig selv og tale om det med Dom (Dominik Szoboszlai, red.), siger Arne Slot ifølge BBC.
Liverpool endte med at vinde 4-1 og møder Brighton i næste runde af FA Cuppen.

Liverpool
FA Cup


































