Denne sommer stoppede forsvarsprofilen Søren Jensen i Næstved ved kontraktudløb, da han på grund af sit civile job havde svært ved at få tingene til at hænge sammen.
Men et par kampe inde i sæsonen vendte forsvarsspilleren tilbage til Næstved. I første omgang på en løs aftale, fordi han savnede klubben og Næstved savnede hans forsvarsspil, skriver sn.dk.
Nu er parterne dog blevet enige om en kontrakt sæsonen ud.
- Vi skulle jo lige se hinanden an, og Søren kan jo helt åbenlyst stadig spille fodbold trods sin travle hverdag, så det var en nem beslutning for os at tilbyde Søren en kontrakt, siger Jesper Frisenholm til sn.dk.
- For Søren er det ikke et spørgsmål om økonomi. Det har det aldrig været. Han er glad for klubben, så det handler mere om at få tiden til at slå til, og han har ret godt overblik over sin arbejdssituation frem til maj, så heldigvis har han takket ja til kontrakttilbuddet.
28-årige Søren Jensen er byggeleder ved siden af fodbolden i Næstved.


Næstved Boldklub
CampoBet 2. division





























