I slutningen af oktober fik Mikel Gogorza sin første startplads for FC Midtjyllands førstehold mod AGF i Superligaen, og han var foretrukket igen mod Brøndby i den efterfølgende pokalkamp.
Nu er der en chance for, at venstrekanten starter torsdagens europæiske opgør mod FCSB i Bukarest på nationalarenaen, hvor der forventes 40.000 tilskuere på lægterne.
Aral Simsir er nemlig ikke rejst med til den rumænske hovedstad, og Oliver Sørensen kan meget vel blive rykket tilbage på den centrale midtbane, hvilket efterlader en plads i venstre side.
- Det er 100 procent en drøm at træde ind i sådan en kulisse her. Nogle gange er det lidt surrealistisk at spille på så stort et stadion og være en del af en professionel hverdag, når man kun er 18 år, fortalte Mikel Gogorza, der har spillet 38 kampe for FCM's U19-hold med 17 mål og 6 oplæg til følge, til den fremmødte presse inden onsdagens træning på stadion.
- Det bliver lærerigt at spille foran så mange fans og hvile i det. Der er bare kæmpe forskel på seniorfodbold og U19, fortsatte han uden at ville løfte sløret for, om han starter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Giver det dig endnu mere lyst til bare at brænde banen af?
- Når jeg f.eks. har spillet på Brøndby Stadion, har jeg tænkt, at det var den fedeste oplevelse, jeg har haft. Før kampene kan jeg godt mærke det lidt i maven, men når jeg træder ud på banen, så går det væk.
Mikel Gogorza kom til FC Midtjylland som U17-spiller og skiftede som 14-årig fra FC København.
I det midtjyske suger han særligt til sig fra tre spillere.
- Mads Bech kommer altid over inden kamp og fortæller mig, at jeg skal nyde det. Jonas Lössl er også god til det, og så selvfølgelig Oliver Sørensen, som er tættere på mig rent aldersmæssigt.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
FCSB
Europa League


































