
- Vi får jo at se, om jeg er tilfreds eller skuffet, når han sætter holdet.
Sådan lød det fra Sofie Svava, som over for bold.dk indrømmede, at hun ville blive skuffet, hvis hun ikke spillede mod Kina.
Til Danmarks åbningskamp kunne hun så se sit navn på listen over spillere på bænken.
Lars Søndergaard havde nemlig i stedet valgt at satse på Katrine Veje, og det var der en god grund til.
- Det har været meget tæt mellem de to. Før kampen mod Spanien synes jeg faktisk, at Svava var nummer et på pladsen.
- Men i træningerne herop til har Veje virkelig givet den gas. Hun har også lidt mere rutine end Svava, og den rutine vil jeg gerne have på banen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Søndergaard tilføjer desuden, at man også skal huske på, at Veje tidligere har siddet ude i et halvt år med en skade.
- Nu synes jeg, at hun begynder at ligne en bedre udgave af sig selv.
Så er Katrine Veje den foretrukne på backen nu?
- Det var hun i hvert fald op til den her kamp. Der var vi relativt sikre på, at Veje fortjente at få valget. Og lige i øjeblikket er der nok ingen grund til at skifte.
- Jeg synes faktisk, at hun gjorde det fint. Som de andre også gjorde det. Hun laver selvfølgelig også nogle fejl. Men i bund og grund en solid forsvarsindsats af spillerne, siger Lars Søndergaard.
Dermed ser det ud til, at Katrine Veje også får genvalg på backen til Danmarks næste kamp mod England.
Det opgør spilles på fredag, hvor der er kampstart klokken 10:30 dansk tid.

Danmark (k)
VM 2023




































